EU
DF vil have Løkke til at kæmpe for briternes brexit-aftale
Statsministeren må gøre alt i sin magt for at sikre Storbritannien en god aftale med EU, siger DF-formanden.
Danmark vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre Storbritannien en god aftale med EU, når briterne træder ud af unionen.
Briterne skal ikke straffes
I hvert fald hvis man spørger DF-formand Kristian Thulesen Dahl. I et opslag på Facebook skriver han:
- Budskabet fra Danmark skal være klart: Vi vil gøre, hvad vi kan, for at sikre Storbritannien så god en aftale som mulig.
- Væk skal være al snak om at straffe briterne for at stemme brexit. Væk skal være al snak om, at briterne skal acceptere uhindret adgang for immigranter fra blandt andet Østeuropa for at kunne få frihandel med EU-landene.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fået besøg af Storbritanniens premierminister, Theresa May, til en arbejdsfrokost på Marienborg. Efterfølgende holder de to regeringschefer pressemøde.
Det er første gang, Theresa May besøger Lars Løkke Rasmussen i Danmark.
Ude af EU i 2019
På mødet skal de diskutere Storbritanniens udtrædelse af EU. Theresa May ventes at orientere den danske statsminister om den britiske regerings planer i forhold til udmeldelsen af EU.
Den britiske premierminister meddelte i begyndelsen af oktober, at hun vil iværksætte den såkaldte artikel 50 i første kvartal af 2017. Det betyder, at briterne skal være ude af EU senest to år efter.
/ritzau/