Det bliver dyrere at køre i bus i Nuuk
Fra 1. april bliver det dyrere at køre med bus i Nuuk. Nuup Bussii melder ud, at en enkeltbillet fremover skal koste 18 kroner i stedet for de nuværende 17. Og så kan buspassagererne i øvrigt godt forvente, at der fremover vil ske en årlig prisforhøjelse.
Årsagen til prisstigningen skyldes, at busselskabet har brug for at investere i et nyt og større garageanlæg, og serviceaftalen med kommunen har ikke plads til den slags, understreger direktør i Nuup Bussii, Mogens Nathansen.
- Vi har lavet spareøvelser på driften siden 2016. Nye investeringer kræver penge, og eftersom de ikke kommer fra kommunen, er der kun ét sted at hente dem nemlig på billetpriserne, siger han.
Årligt tilskud
Nuup Bussii får et årligt tilskud af kommunen, som lige nu ligger på 2,2 millioner kroner. Men det er siden 2016 blevet udfaset med 100.000 kroner årligt.
Tidligere har prisstigninger skulle godkendes af kommunalbestyrelsen, som har modsat sig dyrere billetter. Men i juni 2018 indførte man et såkaldt armslængdeprincip, der giver busselskabet lov til selv at bestemme over priserne. Det betyder ifølge direktøren, at der kan forventes prisstigninger hver år fremover.
- Når vi sammenligninger priserne med de danske priser, så ligger vi fortsat lavt, siger han.
Mogens Nathansen vil ikke komme med et bud på en grænse for, hvor dyre billetterne må blive. Dog siger han, at kontantbilletterne nærmer sig et fornuftigt niveau, mens klippekort og månedskort stadig er noget billigere her end i Danmark.
Prisstigningerne kommer omkring et år efter sidste prisstigning 1. april 2019, hvor Nuup Bussii begrundede stigningen med indkøb af nye busser. De første tre nye busser er allerede ankommet til hovedstaden og fem mere vil dukke op i løbet af de næste par år.