Departement: Forstyr ikke bamserne
Departementet for Fiskeri og Fangst opfordrer turistoperatører til ikke at forstyrre isbjørne og arbejdet med at skræmme dem væk efter, Greenland Cruises annoncerer en isbjørnesafari til Qeqertarsuatsiaat, som har besøg af tre isbjørne.
Greenland Cruises planer om isbjørnesafari ved Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk får hård modvind.
Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug gør opmærksom på, at gældende bestemmelser samt retningslinjer for håndtering af problembjørne bør overholdes, og at isbjørnene bør lades i fred af uvedkommende.
Fredet bamsemor og unger
Departementet henviser til, at isbjørne er fredet på landets land- og fiskeriterritorium. Ifølge bekendtgørelsen om fangst og beskyttelse af isbjørne, er det forbudt at lokke, opsøge, forfølge eller på anden måde forstyrre isbjørne.
Samtidig er det forbudt at forhindre eller forstyrre politi, jagtbetjente, kommunefogeder, eller anden bemyndiget persons arbejde i at skræmme isbjørn væk fra et område, lyder det.
Greenland Cruises har på sin facebookside oplyst, at turen til Qeqertarsuatsiaat sker torsdag. Deltagerne skal sejles ind til bygden Qeqertarsuatsiaat, hvor man derfra vil prøve og se til isbjørnene, der nu befinder sig omkring 500 meter fra bygden.
Departementet beder dog turistarrangører om ikke at forstyrre isbjørnene eller de folk, der arbejder for at skræmme isbjørnene væk.
- Departementet skal derfor bede blandt andet turistarrangører, der laver isbjørneture, om ikke at forstyrre folkene, der er ved at skræmme isbjørnene væk og om ikke at forstyrre isbjørne.
Problembjørne til debat
Vedrørende isbjørne, der vender tilbage til beboede steder selvom de er skræmt væk, de såkaldte problembjørne, kan Naalakkersuisut lave en dispensation, så isbjørnen kan skydes. En isbjørnemor med unger kan dog ikke skydes, da disse er fredet i henhold til den gældende bekendtgørelse.
Til efterårsmødet har medlem af Inatsisartut, Jens Napaattooq fra Partii Naleraq, i øvrigt stillet et beslutningsforslag om, at Naalakkersuisut ændrer bekendtgørelsen vedrørende beskyttelse af isbjørne, så man ikke længere behøver en dispensation for at skyde isbjørne der vender tilbage til beboede steder.