Partnervold
Den usynlige vold
Psykisk vold i parforhold er mindst lige så skadelig som fysisk vold. Kattunneq vil udbrede kendskabet til problemet
Den efterlader ingen spor på kroppen, den psykiske vold. Men sporene på sjælen kan ofte være særdeles voldsomme. I de værste tilfælde er den livsfarlig.
Derfor udbreder Kattunneq, et projekt til forebyggelse af vold i hjemmet, nu kendskabet
til problemet.
Det skete blandt andet på et seminar for fagfolk i Aasiaat i går
- Den psykiske vold udgør en særlig udfordring, fordi den er usynlig, siger projektkoordinator Aviâja Vandersee Kleist til Sermitsiaq.AG.
LÆS OGSÅ: Fagfolk skal blive bedre til at opdage partnervold
Det er oftest mændene, der begår den psykiske vold, skriver Danner. Det sker når de nedgør, kontrollerer og kritiserer partneren og på den måde systematisk nedbryder hende.
Det kan være, at han gentagne gange siger, at hun er dum eller grim, eller også at hun er for udfordrende og flirtende. Kontrollen kan blive så omfattende, at hun ikke kan tage et skridt uden at han vil vide, hvad hun laver.
- Her er det vigtigt, at både arbejdsgivere og fagfolk forstår, at den er lige så skadelig, og i nogle tilfælde mere skadelig, end den fysiske vold, siger Aviâja Vandersee Kleist.
Alvoren understreges af, at internationale undersøgelser har vist, at psykisk vold meget ofte er gået forude, når en mand dræber sin partner. I 75 procent af sagerne var det tilfældet.
Kattunneq er et samarbejde, som blandt andet landets krisecentre deltager i. Projektet afholder kurser for medarbejdere på krisecentre og seminarer for fagfolk.