Nye tider
Den traditionelle grønlandske kultur er truet
Grønlændere forlader livet som fangere og opgiver deres hundeslæder. På 10 år er en tredjedel forsvundet
Den traditionelle levevis i Grønland er truet af et regulært sammenbrud.
På 10 år er over en tredjedel af de grønlandske slædehunde forsvundet, fangsten af sæler er faldet med 41,5 procent, og antallet af fugle fanget eller skudt ved jagt er mere end halveret siden 2003.
Det skriver Jyllands-Posten.
Samtidig er godt en tredjedel af fangerne væk, så der er under 1800 traditionelle fangere tilbage.
Dyrt og ressourcekrævende
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv, arbejdsmarked og handel Vittus Qujaukitsoq, Siumut, bekræfter, at den traditionelle grønlandske levevis er under voldsomt pres.
- Jo længere nordpå, man kommer, jo sværere bliver det. Flere steder er slædehundene så småt ved helt at forsvinde, fordi det er dyrt og ressourcekrævende at holde slædehunde, siger Vittus Qujaukitsoq.
Især slædehundenes farvel betegnes af mange som en regulær katastrofe for en væsentlig del af den grønlandske identitet, skriver Jyllands-Posten
Snescooter i stedet for hundeslæde
I Ilulissat har man i år for første gang givet tilladelse til, at fiskerne kan bruge snescooter i stedet for hundeslæde, når de skal ud på isen for at hente deres fangst. Det var tidligere utænkeligt.
De unge grønlændere vil hellere ud at fiske med en lille jolle eller en kutter - hvilket i stigende grad bliver muligt hele året på grund af mindre is som følge af den globale opvarmning.
Fiskeri giver gode og hurtige penge, mens ikke ret mange har lyst til at holde hunde, der skal passes og fodres hver dag året rundt.
Andre ting trækker i dag
Professor Minik Rosing fra Københavns Universitet bekræfter udviklingen:
- Hundeslæden har været en meget vigtig del af identiteten især i Nordgrønland. Men i dag er der andre ting, der trækker.
- For eksempel kan pigerne tage ind til byen og få en uddannelse i stedet for at blive fangerkoner. Derfor forsvinder de traditionelle erhverv - det minder om det, vi har set i Udkantsdanmark.