Demokraterne vil have justeret alkoholloven yderligere

Restauranter, værtshuse og hoteller skal have mulighed for at få en lejlighedsbevilling til at udskænke alkohol på dage mellem søndag og torsdag indtil kl. 04.00, når der er tale om lukkede arrangementer. Det mener Demokraterne.

Malene Vahl Rasmussen vil have udryddet en forskelsbehandling i alkoholloven vedrørende lejlighedsbevillinger til lukkede arrangementer.
Offentliggjort

Det er Demokraternes Malene Vahl Rasmussen, der på efterårssamlingen har fremsat et beslutningsforslag, der nok en gang tager alkoholloven under behandling.

- Der bør indføres undtagelsesbestemmelser i alkoholloven således, at det bliver muligt for hoteller, restauranter med videre at ansøge om lejlighedsbevilling i forbindelse med særlige begivenheder som for eksempel konfirmationer, runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper med mere, skriver Malene Vahl Rasmussen i sin begrundelse.

Forsamlingshuse må godt

Hun peger på, at det er muligt at gennemføre og få en lejlighedsbevilling til alkoholudskænkning, hvis det foregår i en festsal eller forsamlingshus.

- Som loven er skruet sammen i dag, er det sådan, at hvis man som borger vælger at afholde et selskab under sikrede og ordnede forhold med mad der bliver lavet af kokke i veterinærgodkendte køkkener og med tjenere der er uddannet i at servere både alkohol og mad, så kan man kun holde selskab indtil midnat, hvis selskabet afholdes på andre dage end fredage og lørdage, skriver hun.

Forslaget skal efter planen førstebehandles den 17. oktober.

Powered by Labrador CMS