Arktisk Råd

Demokraterne: Sådan kommer vi videre efter boykot

Hvis Grønland igen skal have indflydelse, må Ottawa Deklarationen ændres, mener Demokraterne

Medlem af Inatsisartut for Demokraterne Palle Christiansen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Sket er sket. Lad os lære af den lektie.

Sådan lyder det fra medlem af Inatsisartut for Demokraterne Palle Christiansen, som kigger fremad efter Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammonds stærkt kritiserede boykot af ministermødet i Arktisk Råd tidligere på måneden.

- Den seneste tid har sat en masse fokus på arbejdet i Arktisk Råd samt de begrænsninger, som kan opleves for os i Grønland, hvis spillerreglerne fortsat skal være, som de foreskrives i Ottawa Deklarationen af 1996. Skal vi fortsat lade spillet køre med de nuværende regler og spille med – alternativt være sure og stå udenfor – eller skal vi søge at få ændret spillereglerne, så Grønland kan sikres en aktiv og central rolle i Arktisk Råd? Demokraterne anbefaler den sidstnævnte mulighed, skriver Palle Christiansen i en pressemeddelelse.

Formanden for Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg Per Berthelsen, Siumut, mener, at løsningen er en – ifølge Demokraterne – ’stoledans’ inden for de nuværende arbejdsrammer, som er beskrevet i Ottawa Deklarationen.

Det betyder, at Grønland sammen med det øvrige rigsfællesskab skal finde ud af, hvem der skal repræsentere rigsfællesskabet til møderne og i diverse arbejdsgrupper.

Derfor skal Ottawa Deklarationen ændres
- Vi mener derimod, at vi gennem rigsfællesskabet skal stille forslag til Arktisk Råd om, at man får ændret Ottawa Deklarationen af 1996 ved næstkommende møde. Ændringerne skal sikre, at alle selvstyrende lande - områder som nogle ynder at kalde os - får en plads ved forhandlingsbordet med fri tale- og stemmeret, forklarer Palle Christiansen, som følgende svarer på, hvorfor der er behov for ændringen af Ottawa Deklarationen.

- Den nuværende arbejdsform blev vedtaget i en tid, hvor selvstyrende lande i Arktisk ikke var så langt fremme i processen og derfor ikke var store eller selvstændige aktører på den udenrigspolitiske scene. Demokraterne mener derfor, at tiden er inde til at se på dette samarbejde i et nyt og opdateret lys. Derfor skal de selvstyrende lande have egen plads og egen tale- og stemmeret. Alt andet vil virke unaturligt og ude af trit med den politiske udvikling, som er sket siden Ottawa Deklarationen af 1996 blev til, lyder det fra Palle Christiansen.

Aleqa Hammond boykottede ministermødet i svenske Kiruna for at presse Canada, så Grønland og Færøerne igen kan sidde med ved forhandlingsbordet sammen med Danmark, når der er møde i Arktisk Råd. Canada har nu overtaget formandskabet efter Sverige.

Powered by Labrador CMS