Datomærkning giver hovedbrud

Det er ikke nogen let opgave blot at indføre et EU-direktiv vedrørende datomærkning af letfordærvelige varer.

For hvad er bedst?

Begreberne er nemlig mange og bag de sproglige finurligheder ligger der en alvor, som skal forhindre, at vi som forbruger kommer til at spise fordærvet mad.

Hold tungen lige i munden

I et paragraf 37 svar til demokraternes Justus Hansen forklarer departementet problemstillingen, og man skal holde tungen lige munden som forbruger for at følge med i de forskellige nuancer.

• Sidste anvendelsesdato
• Mindst holdbar til
• Mindst holdbar til og med
• Bedst før

- Formålet med mærkningsbekendtgørelsens § 39 er at skabe en klar sproglig adskillelse mellem almindelige og letfordærvelige fødevarer ved at skabe et særligt begreb (…) "Sidste Anvendelsesdato" for de let fordærvelige fødevarer, som tydeligt signalerer, at de ikke må anvendes efter udløbsdatoen. Efter hovedreglen (…) skal der på almindelige fødevarer i stedet anføres sætningerne "Mindst holdbar til" eller "Mindst holdbar til og med" foran datoangivelsen, hedder det i svaret til Justus Hansen og videre:

- I EU anvendes dog nu i stadig større grad sætningen "Bedst før" til at beskrive præcis det samme som i sætningerne "Mindst holdbar til" eller "Mindst holdbar til og med", idet det bemærkes, at sætningen "Bedst før" sprogligt lige så klart signalerer forskellen til letfordærvelige fødevarer som sætningerne "Mindst holdbar til" og "Mindst holdbar til og med".

Regning til forbrugerne

Det er ikke lige til blot at indføre EU's mærkningsbekendtgørelse, forklarer Vittus Qujaukitsoq, fordi man kan påføre detailhandelen og dermed forbrugerne en ”ganske betydelig driftsomkostning, idet man kræver, at der sker ommærkning af fødevarer med mærkningen ”Bedst før” til ”Mindst holdbar til” eller Mindst holdbar til og med”, uden at man opnår nogen merværdi i form af et højere informations- eller forbrugerbeskyttelsesniveau”.

- Det vigtigste er at sikre forbrugernes sundhed på en hensigtsmæssig måde, samtidig med at man tager højde for de særlige grønlandske forhold, pointerer Vittus Qujaukitsoq.