Trump: Lad os tale om Grønland om 20 dage

Donald Trump talte igen om Grønland natten til mandag, hvor han også gentog kritik af den danske indsats vedrørende sikkerheden i og omkring Grønland.

Offentliggjort

Ombord på Air Force One blev Donald Trump natten til mandag grønlandsk tid direkte spurgt til, hvorvidt han forventer at foretage konkrete handlinger (take any actions) vedrørende Grønland i den kommende tid.

Den amerikanske præsident afviste umiddelbart at forholde sig til det spørgsmål:

- Jeg vil ikke tale om Grønland. Lad os tale om Venezuela, Rusland, Ukraine. Vi vil bekymre os om Grønland om omkring to måneder.

- Lad os tale om Grønland om 20 dage, sagde Donald Trump.

- Danmark vil ikke være i stand til at klare det

Trump benyttede dog igen lejligheden til at slå fast, at USA har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed i USA:

- Lige nu er Grønland overdænget med russiske og kinesiske skibe over det hele. 

- Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed. Og Danmark vil ikke være i stand til at klare det. Det kan jeg fortælle jer, lød det fra præsidenten.

Derefter hånede præsidenten den danske indsats for forsvaret:

- Ved I hvad, Danmark gjorde for nylig for at styrke sikkerheden i Grønland? De tilføjede en hundeslæde. Det er sandt. De synes, det var et godt træk, sagde Donald Trump.

Trump sagde videre:

- Den Europæiske Union har brug for, at vi får det (Grønland, red), og det ved de godt.

Selvom Trump kun nævner en hundeslæde med henvisning til en styrkelse af Siriuspatruljen, så har Danmark i 2025 derudover vedtaget investeringer i forsvaret ved Grønland for et tocifret milliardbeløb.

Debat om Grønland blusser op efter militær aktion i Venezuela

Nattens udtalelser fra Trump kommer efter en weekend, hvor Grønland igen blev trukket ind i den politiske debat i USA.

Kort efter at USA havde arresteret og kidnappet den venezuelanske præsident Maduro delte Katie Miller, der er hustru til vicestabschefen i Det Hvide Hus, nemlig et billede på X. Fotoet viste Grønland i amerikansk flag, og Katie Miller skrev teksten SNART.

Det skabte en række reaktioner fra blandt andet formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), der blandt udtalte, at der ikke var grund til panik.

Søndag eftermiddag blev situationen dog endnu mere alvorlig, da præsidenten selv i et interview til mediet The Atlantic gentog sin holdning om, at USA har brug for Grønland:

- Vi har absolut brug for Grønland (we do need Greenland, absolutely, red.), sagde Trump ifølge mediet.

Herefter kom Jens-Frederik Nielsen med en ny udmelding, hvor han kaldte Trumps retorik respektløs. Også statsminister Mette Frederiksen har reageret skarpt på Trumps udtalelser:

- Jeg er nødt til at sige det meget direkte til USA, udtaler statsministeren og fortsætter:

- USA har ingen adkomst til at annektere et af de tre lande i rigsfællesskabet.

Powered by Labrador CMS