Dårligt vejr udskyder dronningens besøg på Færøerne

Dronningens fly kan onsdag ikke lande på Færøerne på grund af vejret, men hun ventes at ankomme torsdag.

Offentliggjort

Dårligt vejr betyder, at dronning Margrethes besøg på Færøerne onsdag ikke bliver til noget.

Det oplyser det danske kongehus' kommunikationsafdeling.

- På grund af lokale vejrforhold omkring Vága lufthavn på Færøerne har det i dag ikke været muligt for dronningens fly at lande.

- Man afventer situationen, men forventningen er, at dronningen ankommer til Færøerne i morgen (torsdag, red.). Det betyder naturligvis, at der vil være ændringer i morgendagens besøgsprogram, lyder det fra kongehuset.

Dronning Margrethe skal på færøsk besøg som en del af kongehusets sejlsæson.

Kongeskibet Dannebrog skulle efter planen møde hende på Færøerne, men lørdag blev skibet ramt af maskintekniske problemer.

Tirsdag lå det fortsat ved Flådestation Frederikshavn. Det er endnu uvist, hvornår det kan sejle igen.

Powered by Labrador CMS