Dansk finanslov: 120 mio. kr. til Grønland og Færøerne

Den danske finanslov for 2024 er netop offentliggjort, og 120 millioner kroner fra Nordatlantpuljen er fordelt over de næste fire år. Se fordelingen her.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer mandag finanslovsaftale i Danmark.
Offentliggjort

Den danske finansminister Nicolai Wammen har netop præsenteret finansloven for 2024, der sikrer Grønland og Færøerne 30 millioner kroner til forskellige aktiviteter i løbet af 2024.

Samme beløb er afsat de efterfølgende tre år, så det samlede bidrag løber op i 120 millioner kroner.

Såvel IA's Aaja Chemnitz samt Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam er glad for finanslovsaftalen.

Begge grønlandske medlemmer har sat hver deres aftryk i fordelingen af millionerne til forskellige initiativer.

Aki-Matilda Høegh-Dam har følgende kommentar til finanslovsaftalen:

- Jeg har gennem forhandlingerne sat flere krav, og jeg er tilfreds med det resultat vi har opnået inden for rammerne af puljen. Kalaallit Inuit har ret til bedre vilkår inden for retsområdet og arbejdsforhold. Samt bedre betingelser for vort unge.

- Det har vi sat i mål for i denne finanslov. Derudover har vi også prioriteret, ret til egen kultur og sprog. Jeg mener at resultatet af forhandlingerne er sammenhængende, og er meget lig med Siumuts ånd.

Tryghedsskabende initiativer

Aaja Chemnitz kommenterer finanslovsaftalen på følgende måde:

- Jeg er overordnet tilfreds med at det er lykkedes os at sikre 52,5 mio. kr. til initiativer, som de grønlandske borgere vil kunne mærke.

- Jeg er særligt glad for, at vi har kunnet handle hurtigt i forhold til de rapporter fra Institut for menneskerettigheder og FN’s specialobservatør til at imødegå nogle af de udfordringer grønlændere oplever. Derudover glæder det mig, at vi kan sikre penge til tryghedsskabende initiativer og løfte justitsområdet i Grønland.

Powered by Labrador CMS