forskning
Danmarks HIV-behandling er Europas bedste
Ingen andre steder i Europa – og dermed formentlig i verden – er HIV-patienter så velbehandlede som i Danmark. Kan vi behandle andre sygdomme bedre ved at lære af HIV-erfaringerne?
8 ud af 10 smittede med HIV i Danmark får den bedste behandling, de kan få.
Dermed er andelen af HIV-smittede, der får god behandling, den højeste i hele Europa, lyder konklusionen i et nyt studie. Det skriver Videnskab.dk.
Da Europa er bedst til at behandle i verden, ligger Danmark formentlig helt fremme som det land i verden, der er dygtigst til både at opstøve HIV-smittede og hurtigt få dem i den optimale behandling.
Den glædelige nyhed begejstrer overlæge på Rigshospitalet Niels Obel, som har været med til at styre HIV-behandlingen i Danmark i årevis og de sidste 20 år har været ansvarlig for indsamlingen af de nationale behandlingsdata for danske HIV-patienter.
Niels Obel understreger, at Danmark oven i købet har sparet penge på HIV-behandlingen gennem de seneste år. Dermed mener overlægen, at det er noget af en succeshistorie i et dansk sundhedsvæsen, der ellers for nylig blev rangeret til blot at være det 24.-bedste i verden.
- Det er jo ikke bare, at vi får kontakt til patienterne og får dem i behandling. Livslængden for danske HIV-patienter stiger og stiger, og vi kan dokumentere, at de HIV-smittede i dag er langt mindre syge og fungerer bedre socialt, konstaterer Niels Obel.
- Så vi holder ikke bare patienterne i live, men påvirker rent faktisk deres liv i positiv retning, bemærker Niels Obel, der også er klinisk professor på Institut for klinisk medicin ved Københavns Universitet.
Den videnskabelige artikel beskriver i tidsskriftet Clinical Infectious Diseases, at Danmark ligger i front med 80 procent velbehandlede HIV-smittede; ifølge Niels Obel noget nær det optimale, fordi der altid vil være patienter, man af forskellige årsager ikke når at fange, før det er for sent.
Ifølge Niels Obel er der mange årsager til, at det går så godt med HIV-behandlingen i Danmark. Han nævner blandt andet:
God oplysning, der har taget luften af den stigmatisering, som HIV-smittede – primært homoseksuelle – kunne opleve især i 1980’erne. Det gør, at mange melder sig til test og behandling.
Erfaringer fra og data om patienter i behandling er samlet i et stort register; en såkaldt kohorte. På den måde har lægerne relativt hurtigt og meget effektivt kunnet se, om for eksempel en ændret behandling gav bedre resultater.
Viden om HIV og behandling er centraliseret i få, store afdelinger i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Afdelingerne er ifølge Niels Obel gode til at dele viden med hinanden og vende problemer – også uformelt over en kop kaffe, når det har været på sin plads.
Samtidig har de danske læger gjort, hvad de kunne for at holde de øverste ledelser på hospitaler og i ministerier glade. Dels ved at kommunikere resultater videre, dels ved at sørge for at behandle så billigt som muligt.