Covid-senfølger i Grønland: Ingen klare resultater endnu

Senere på året håber forskere at kunne fortælle om grønlandske covid-patienter er blevet skånet for senfølger af infektionssygdommen

Et igangværende forskningstudie undersøger, hvor syge folk i Grønland blev af covid-19 infektion. For to år siden, i juli 2021, stod Nuuk-borgere dagligt i lange køer for at blive testet. Arkivfoto.
Offentliggjort

Selv om corona heldigvis ikke længere spøger, fortsætter interessen i lægekredse for at undersøge de mulige konsekvenser og senfølger af pandemien. Det skriver avisen AG denne uge.

Definition af covid-19-senfølger

Symptomer, som er forenelige med COVID-19 og som har varet i 12 uger eller mere fra symptomdebut (Sundhedsstyrelsen).

Der kan være tale om vedvarende luftvejssymptomer (åndenød, brystsmerter, hoste), almensymptomer (feber, udmattelse, træthed), neuropsykologiske symptomer (hukommelses- og koncentrationsbesvær), GI-gener (mavesmerter, kvalme, diarré, nedsat appetit), bevægeapparatsmerter, hovedpine, svimmelhed, vedvarende tab af lugte- og smagssans, depression mm.

Kilde: Sundhed.dk

Herhjemme er det imidlertid endnu for tidligt at kunne løfte sløret for, hvordan borgere i Grønland er blevet ramt af senfølger efter pandemien.

- Vi regner med de endelige resultater kommer i slutningen af 2023, fortæller reservelæge ved DIH, Trine Abelsen, der står i spidsen for forskningsprojektet, der undersøger senfølger efter covid-19 infektion i Grønland.

Projektet er økonomisk støttet af blandt andet Grønlands Forskningsråd, og er baseret på et elektronisk spørgeskema, som omhandler fysiske og psykiske symptomer. Deltagerne i undersøgelsen skal svare tre gange på spørgeskemaet over et år.

Undersøgelsen kom godt fra start med 308 personer i første runde. Ifølge Trine Abelsen var svarprocenten noget lavere i anden runde (november 2022) og endnu svagere i tredje omgang, (marts 2023).

Under den lægefaglige Nunamed-konference i oktober sidste år præsenterede senfølgeprojektet nogle indledende resultater, som viste, at de hyppigste symptomer hos smittede personer var træthed, hovedpine, stoppet/løbende næse, hoste og muskel-/ledsmerter.

Læs hele artiklen i denne uges AG. Få adgang her:

Powered by Labrador CMS