Covid-19 er årsag til overdødelighd

Tallene indikerer, at der kan være flere døde, end de officielle tal viser, og bekræfter igen, at coronavirus ikke ‘bare’ er en mild influenza.

Offentliggjort

I lande som Spanien, Italien, Frankrig, Storbritannien, Holland, Belgien og Sverige kan Covid-19 nu aflæses i statistikkerne for overdødelighed.

Samtidig står det klart, at vi har oplevet en normal dødelighed i Danmark.

Det viser tal fra flere internationale medier og fra databasen EuroMOMO, der siden 2009 har registreret antallet af alle nye dødsfald i 24 europæiske lande hver uge. Det skriver Videnskab.dk.

Ekstrem overdødelighed

EuroMOMO-databasen administreres af Statens Serum Institut, og deres opgørelser viser, at der i takt med spredningen af corona-epidemien er sket en stigning i lande, der oplever overdødelighed.

Fra uge 9, hvor alle 24 lande havde normal dødelighed, til uge 15 er der blevet målt en ‘ekstrem’ overdødelighed i 8 lande, mens der er en normal dødelighed i blot 11 af de 24 lande.

»Vi har aldrig målt en så omfattende overdødelighed før, så det er meget usædvanligt, og det kan ikke forklares med andet end Covid-19,« siger projektkoordinator for EuroMOMO, Lasse Skafte Vestergaard, der også er afdelingslæge i infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut, til Videnskab.dk.

Talllene gør os klogere

De nye tal for overdødelighed kan gøres os klogere på coronavirussen på flere forskellige måder, og derfor er flere danske forskere, der følger corona-epidemien tæt, også glade for, at de har fået de nye tal at forholde sig til.

»Vi har ventet på, at virussen ville vise sig i overdødelighedsstatistikkerne,« fortæller Line Simonsen, der er professor i epidemiologi ved Roskilde Universitet.

»Det står ikke til diskussion, at det kan være andet end Covid-19, der er skyld i overdødeligheden, vi ser lige nu. Man ser stigningen helt ekstremt i respiratoriske dødsfald i USA i byer som New York,« tilføjer hun.

Christian Wejse, lektor i infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet, fortæller også, at han helt fra starten har ventet på, at virussen ville vise sig i overdødelighedsstatistikkerne.

Mange af de dødstal, der findes på Covid-19, har nemlig været usikre på grund af manglende tests eller forskellige måder at registrere dødstallet på.

»Overdødelighedstallene er rene tal, der i nogen grad er renset for informationsbias fra indrapportering, dødsårssagsregistrering og lignende. Det er stærke tal, der taler ind i, at det er en alvorlig pandemi,« siger Christian Wejse.

Den store effekt

Når man ser nærmere på, hvilke lande der oplever overdødelighed, og hvilke der ikke gør, er det tydeligt, at en hurtig nedlukning af samfundet har haft stor effekt.

I Danmark, hvor der ingen overdødelighed har været, lukkede vi hurtigt samfundet ned sammenlignet med andre lande. Og det danske tilfælde er ikke en enlig svale - også i Norge, Island og Finland, hvor samfundet er lukket hurtigt ned, har der ikke været overdødelighed.

»Det har lært os, at det ser ud til at være godt at intervenere hurtigt og effektivt. Nedlukningen i Danmark har virket helt fantastisk, meget bedre end jeg nogensinde havde troet,« fortæller Lone Simonsen, der ikke kun henviser til den udeblevne overdødelighed, men også smittetrykket, der er banket i bund, og et hospitalsvæsen, der ikke har været overbebyrdet som frygtet.

I Storbritannien, Belgien, Frankrig og Holland tog nedlukningen længere tid, mens Sverige aldrig rigtig har lukket samfundet ned. I alle disse lande ses lige nu en overdødelighed som følge af Covid-19.

Er svenskerne gale eller geniale?

Et af de mest interessante spørgsmål lige nu er, om svenskernes åbne strategi har været gal eller genial.

Michael Ryan, der er chef for Verdenssundhedsorganisationens (WHO) akutberedskab, har eksempelvis påpeget, at Sveriges corona-strategi kan være en fremtidig model for andre lande.

»Vi kan ikke vide, hvad der sker på den lange bane. Sverige har tre gange flere dødsfald lige nu (end Danmark, red.), men de er også formodentligt længere igennem epidemien på grund af deres strategi,« siger Lone Simonsen.

Powered by Labrador CMS