Coronaindlagte er i bedring
Den ene af de to indlagte med Covid-19 er udskrevet og raskmeldt. Den anden udskrives senest om et par dage, oplyser landslægen.
Smitten af Covid-19 i Nuuk er under kontrol.
Den ene af de to indlagte er allerede raskmeldt og blev udskrevet for et par dage siden. Den anden indlagte er også i bedring og kan forvente at blive udskrevet senest om et par dage.
Det oplyser landslægen, der forventer, at flere smittede i Nuuk kan meldes raske i næste uge.
På nuværende tidspunkt er der i alt otte smittede i Nuuk og en smittet i Ilulissat.
- Forventningen er, at hovedparten af de aktivt smittede bliver raskmeldte efter denne weekend, oplyser landslæge Henrik L. Hansen, der fortæller, at ingen af de smittede er alvorligt syge.
Den engelske variant
Den seneste smitteudbrud med Covid-19 startede i starten af juni, da to medarbejdere i lufthavnsbyggeriet viste sig at være positive for Covid-19. De to medarbejdere har op til testen været til kaffemik og konfirmationsmiddag.
Undersøgelse af varianten viser, at der er tale om den engelske coronavariant, som er mere smitsom end den oprindelige variant.
Ilulissat under kontrol
Det er fortsat uvist, hvilken variant, den smittede som opholder sig i Ilulissat er smittet med.
- Men smitten er startet i Nuuk. Så formodningen er, at den smittede, der nu er i Ilulissat, også er smittet med den engelske variant, fortæller Henrik L. Hansen.
Han oplyser, at omkring ti personer har været i nærkontakt med den smittede i Ilulissat, men test viser, at ingen af nærkontakterne er blevet smittet.