Corona: Kronprinsfamilie hentes hjem

Kronprins Frederiks fire børn afslutter ophold på international skole i Schweiz før tid på grund af corona.

Offentliggjort

Kronprinsparret og deres fire børn vender hjem fra skoleophold i Schweiz tidligere end planlagt på grund af coronavirusset.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn startede 6. januar på et 12 uger langt skoleophold på skolen Lemania-Verbier International School. Det bliver dermed afbrudt nogle uger før tid.

- Kronprinsparret finder det mest naturligt at vende hjem og stå sammen med danskerne i en tid, der kræver meget af alle, og hvor der ligger et fælles ansvar for at passe på hinanden, skriver kongehuset.

Prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine skal tilbage til Tranegårdskolen i Gentofte.

Det vil først være, når skolen igen åbner i slutningen af marts. Skolerne i Danmark vil være lukket de kommende to uger for at begrænse smitten af coronavirus.

Kronprinsesse Mary har boet med børnene i Schweiz, mens kronprins Frederik har været der, når det passet ind i programmet.

Powered by Labrador CMS