Corona: Kan lungerne tage varig skade?
Det er ikke urealistisk, men det er for tidligt at konkludere om, siger to lungelæger.
COVID-19 er en luftvejssygdom, der kan ramme de øvre- og nedre luftveje. Man kan blive syg, blive indlagt, komme i respirator og i værste tilfælde dø.
Det kan også ske ved influenza og lungebetændelse, men COVID-19 kan måske også skabe varige skader i lungerne, selv når man er blevet erklæret rask.
Læger fra et hospital i Hongkong rapporterede 13. marts om et par patienter - 2 til 3 ud af 12 i alt - der havde fået et 20 til 30 procents fald i lungekapaciteten.
Vi har kun kendt til sygdommen i fem måneder, så de langvarige effekter kan vi i sagens natur ikke konkludere noget om, men flere danske lungelæger fortæller, at det ikke er urealistisk, at COVID-19 kan give længerevarende skader, skriver Videnskab.dk.
Lungeinvalide
»Det er bestemt ikke urealistisk, at indlagte kan blive lungeinvalide i et halvt til et helt år efter sygdommen, hvilket kan opleves som kronisk lungesygdom. Mit gæt er, at vi vil se nogle mennesker, der ikke har haft lungeproblemer tidligere, også kan blive hårdt ramt af det her, og det ser man ikke ved almindelig influenza eller lungebetændelse,« fortæller Celeste Porsbjerg, der er professor ved lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, til Videnskab.dk.
»Det er for tidligt at sige, om COVID-19 kan give permanente skader, men det er noget, vi interesserer os meget for, og derfor er det enormt vigtigt, at vi følger op på alle de patienter, der bliver udskrevet igen,« tilføjer hun.
Celeste Porsbjerg vurderer på baggrund af de patienter, man har set og behandlet på Bispebjerg Hospital og de cases, som læger på tværs af landets hospitaler deler med hinanden.
Høj forekomst af ‘choklunger’
Også i Aarhus, hvor Pernille Hauschildt er ledende overlæge ved lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, er man opmærksom på, hvordan COVID-19 rammer patienter på længere sigt.
»Vi ved ikke så meget om det, men det er noget, vi rigtig gerne vil undersøge. Derfor er vi også i gang med at sætte en protokol op for, hvordan vi kan følge op på det hos svært syge patienter,« siger hun til Videnskab.dk.
Pernille Hauschildt påpeger, at COVID-19 giver en opsigtsvækkende høj forekomst af ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome), som er en immunologisk reaktion i lungerne, der gør, at lungerne ikke kan optage så meget ilt, som kroppen har brug for. Det kendes også som ‘choklunger’.
»Vi ved fra andre sygdomme, hvor man kan få ARDS, at der er en høj dødelighed, men også at nogle af patienterne efterfølgende kan få nedsat lungefunktion. Hvordan det er efter COVID-19-infektion, ved vi ikke endnu,« siger hun.
Læs mere på Videnskab.dk: Hvad sker der, når man kommer i respirator?
ARDS kan opstå som følge af mange forskellige sygdomme, og derfor opfører ARDS sig også meget forskelligt.
Voldsomme tilfælde
Celeste Porsbjerg beretter om voldsomme tilfælde af ARDS som følge af COVID-19:
»Vi ser hos os COVID-19-patienter, der har ligget på intensiv i op til 3 uger med ARDS. Normalt ligger man i respirator i 3 til 5 dage, så det siger noget om, hvor alvorligt COVID-19 kan påvirke lungerne,« forklarer hun.
Men bundlinjen er stadig, at vi ikke ved så meget om de længerevarende effekter, men det er vigtigt at få viden, og derfor vil lægerne også følge COVID-19-patienterne tæt, når de er blevet udskrevet.
»Nogle må jo udskrives, fordi de har det godt nok. Det helt store problem er, at vi ikke ved, om dem, vi sender hjem, kan blive genindlagt,« siger Celeste Porsbjerg.