Chefredaktøren anbefaler: Verdensrekord for ligestilling

MØRKET SÆNKEDE sig over hovedstaden i sidste uge. Stormen piskede. Biler slog flik-flak og endte i grøften, og folk låste deres døre og blev fornuftigt under dynen. Selv Havørnen borede sig ned i sin polstrerede rede og skuttede sig. En mærkelig dag. Min nabo, Fru. Due, brugte det meste af tiden på at lave en to-due-liste. Imens samlede skyerne sig, sorte og olme, og jeg skyndte mig at tage at et lyn-kursus i tordenvejr. Da orkanen endelig slap sit tag i vestkysten, var min kone godt træt af det hele og ville skændes og sluttede af med at forlange skilsmisse. Hun gad ikke bo med en ørn, som ikke kunne tale om andet end fodbold. Jeg fik hende dog overtalt til at tage en sæson mere. I sandhed en mærkelig dag.

HAVØRNEN STARTER ellers altid (normalt) sin dag med at gå ud og vande høns. Så

tjekker jeg aktiekurserne for at se, om jeg har skudt papegøjen. Herefter nyder jeg et blødkogt æg (kogetid: 4,35 minutter), inden jeg pudser fjerene og gør mig klar til at baske op til Landstinget. Her hilser jeg rutinemæssigt på en artsfælle – Jess Svane – hvorefter jeg finder lommelærken frem og får en lille fjer på. De fleste morgener har jeg i forvejen hørt en lille fugl synge om, at, at der er sket et eller andet helt vildt. Der er altid nogen, der har en høne at plukke med nogen. Altid ugler i mosen.

DENNE MORGEN var det Jens-Frederik (blandt venner kun JFN), som erklærede, at han og Aqqalu pønsede på at blive lykkeligt forenet i blå blok. Et par friske fyre de to. Siden Aqqalu tog over som chefindpisker har Atassut rejst sig som Fugl Fønix af asken. Det blev nok aldrig et naturligt match, at Atassut var støtteparti for IA og ikke mindst Naleraq, der som bekendt vil kappe forbindelsen til Rigsfællesskabet. Gerne så hurtigt som muligt, ja, helst hurtigere endnu. At bede Aqqalu sætte sig til bords med Pele er som at bede en isbjørn danse en kinddans med en sæl.

Fatamorgana

FØR VALGET tilbage i april var der én ting, alle kunne blive enige om i Inatsisartut. Nu skulle der nye fiskeboller på suppen. Det skulle være slut med de evindelige udskiftninger i toppen af det politiske system. Kritikken havde været benhård mod Kim Kielsens »svingdørs-koalition« – særligt fra IA. Men man skal som bekendt passe på med at kaste med sten, når man selv – osv. Da den nye regering kom til, ramte en irriterende størrelse koaltionen, en størrelse, som altid viser sit grumme ansigt, når det går allerbedst – virkeligheden.

Først røg Pele til hjørne. Siden trådte Eqaluk tilbage. Og på kanten af juleferien trak Asii sig fra sin centrale post. Dermed er der sket udskiftninger i en tredjedel af departementerne på fire måneder. Ny rekord? Tja, måske er det bare sådan med politik i dette storslåede land, at forandringsparatheden er kolossal og konstant. Forandring fryder. Der er dog én ting, der er statisk, som aldrig forandre sig. Når der skal findes en løsning – og en afløser – i Naalakkersuisut på et uoverstigeligt problem, er der kun et muligt facit. Kun ét tænkeligt udfald. Og det har et navn, som alle veje fører til, og det er ikke Rom, men Naaja H. Nathanielsen.

»I tide og utide«

SOM HAVØRNENS læsere – eller læser – vil vide, har Havørnen aldrig gået på universitetet. Derfor har jeg heller ikke lært, at guldfisken kun har en hukommelse på 3 sekunder. Men dét har den. Det er derfor, den svømmer i ring. Min evne til at huske ting er lidt bedre end guldfiskens, men heller ikke for god. Nogle gange kan jeg dog huske, at der er noget, jeg har glemt. Det er en ret besværlig tilstand.

FOR AT glemme mindst muligt, gemmer jeg på citater. Det er en slags hobby, lidt ligesom de mænd, der samler på frimærker eller kviklån. Her er et af de citater jeg har arkiveret, nemlig Mútes historiske erklæring, da han på en højtidelig fredag i maj dannede den nye koalition: - Vi har givet hinanden håndslag på, at vi ikke får en omskiftelig regeringsførelse med udskiftninger i tide og utide, udtalte han.

NU ER det let at være bagklog. Der er faktisk ikke noget værre end bagkloge personer. Du kan kende dem på deres selvtilfredse udtryk og deres påklædning. Grå benklæder, en cardigan med knapper og en ternet skjorte. Typisk bruger de også briller med metalstel. De er ankommet med flyet for nylig, har opholdt sig her et par måneder, og kan allerede løse landets kryds-og-tværs og ved præcis, hvor kamikken trykker. At forsøge at tale dem til fornuft er som at fodre en død hest. Opgiv det. Du skal bare lade dem snakke løs, så har de det bedst. Men de burde selvfølgelig stoppe op engang imellem – og lytte til Sokrates, der sagde, at sand undren er begyndelsen til sand visdom, og klogest er den, der ved, hvad denne ikke ved.

Tæt på verdensrekord

Naaja H. Nathanielsen sidder nu både på Finanser, Råstoffer og Justitsområdet. Hun skal altså både styre hele landets økonomi om formiddagen, alle landets juridiske spidsfindigheder over middag og så lige nappe underverdenen ud på de sene eftermiddagstimer. Underverdenen forstået som alt det dernede i dybet, som funkler og stråler og gerne vil op, men som ikke altid må komme op, fordi det sviner og ikke kun stråler, men også bestråler.

BELIEVE IT OR NOT, men Naaja har tilmed ENDNU et område, hun skal styre, og det er et, der historisk set har vist sig helt ustyrligt. Ligestillingen. Altså alt det dér med, at mænd også skal hjælpe med at tage af bordet og kvinder godt kan byde en mand op til dans. Naaja kan allerede fejre en betydelig triumf. Siden hun forlod anstalten og vendte tilbage til politik, er dygtige kvinder i hobetal gået i gang med at erobre samfundets allerhøjeste bastioner. Således er 5 ud af 10 medlemmer af Naalakkersuisut nu det stærke køn. Say what!

ER DET mon nogensinde sket før i kongerigets historie, at halvdelen af ministrene er kvinder? I Danmark er det tilsvarende tal pt på fem kvindelige ministre ud af en regering på 20 medlemmer. På Færøerne er kun én ud af i alt syv ministre en kvinde, og hun hedder Elisabeth Mercedis. Så maskulint et motor-navn skal man åbenbart have for at begå sig i Torshavn.

Hjemtagelse - tørt som en skibskiks

FOR NAALAKKERSUISUT gik et stort og tidligt juleønske i opfyldelse, forstår man, da en glad Pele Broberg forleden i overskriftsform kunne berette, at der nu er hjemtaget et nyt område. Det første i 11 år. Havørnen kunne ikke være indeni sig selv af spænding – og ivrede afsted til computeren for at læse om det.

- Der igangsættes forhandlinger med rigsmyndighederne angående overtagelse af selskabs, regnskabs- og revisionsområdet (liste 2, punkt 14) stod der i meddelelsen.

Havørnen, som aldrig har brudt sig om talgymnastik, tyggede lidt på dén. Hvem gør den slags frivilligt? Det svarer i Havørnens optik til, at man meddeler ægtefællen, at man nu med stor og stolthed glæde har påtaget sig at stå for tøjvask (herunder at lægge tøjet sammen) samt støvsugning. Et mysterium blev dog løst med erklæringen. Nemlig hvor Pele havde befundet sig de seneste måneder. Han var fløjet under radaren for at fokusere selvstændighedskræfterne på denne opgave, og som han meddeler i erklæringen, er der stadig ting at bestille i så henseende.

- Overtagelsen af sagsområdet kan være en længere proces.

I sandhed en sandhed. Havørnen ønsker god vind på rejsen og ser frem til et snarligt gensyn - om nogle år.

HAVØRNENS ØNSKER er mere beskedne end Pele & Co´s. I år ønsker jeg, at Lille Havørn bliver bedre til at passe sin skolegang og mindre god til at spille computer, at Kim Kielsen snart dukker op fra de sydgrønlandske tåger, at KNR snart indleder den længe varslede programserie – Date mig Nøgen. Men først og fremmest at den forbandede epidemi, som holder samfundet i sin hule hånd, forsvinder. Det er prøvelsernes tid. Vi har lært at holde afstand, vaske hænder og ikke spytte på gaden. Hverken hoste eller nyse på hinanden. Men hvordan lærer man at leve med uvisheden? Og for nogles vedkommende bekymringerne? Havørnen sender en stor tanke til sundhedspersonalet. Måske burde der snart arrangeres en hyldest – og klappedag – som man kender det fra udlandet. De folk fortjener opbakning.

PÅ GRUND af coronaen hænger julefrokosterne visse steder i en tynd tråd. Jeg har ellers allerede gjort mig mine forberedelser. Jeg har sagt til min kone, at jeg ikke er hjemme for at se fodbold den aften, og at jeg kommer til at begå fejl. Så ER hun advaret og kan ikke sige, at hun ikke var. For jeg kan være slem. Der er dog ting, jeg aldrig gør til julefrokoster. En hel liste faktisk. Jeg siger aldrig Mississippi. Hvem kan det efter 5 shots? Jeg siger heller aldrig sætninger som disse: »Ikke mere sprut til mig« og »du er ikke min type«.

I ÅR har jeg dog besluttet mig for at – som det hedder så smukt – at være en bedre version af mig. Jeg vil opføre mig ordentligt. Jeg vil ikke være bange for mørket. Jeg vil heller ikke være bange for lyset. Jeg vil være rar. Omgængelig. Ikke komme op at slås, være næbbet eller vande høns. Og så vil jeg ud på aftenen bede alle om at tage en dyb indånding og holde på vejret, så vi ikke smitter hinanden, og så ellers synge lavmælt sammen med mig:

- Everybody do the crazy dance (yeah), do the crazy dance (yeah), everybody do the crazy dance (yeah, yeah, roll your body and do the twist).

For kan – og må – vi ikke danse tæt i år, så kan vi drømme om det, så kan vi hviske: Do the crazy dance.