Chefredaktøren anbefaler: Jeg har selv mærket smerten

- Jeg havde nok en forventning om, at ”så kan folk se det: At jeg er grønlænder.” Men det kan de jo ikke alligevel, når det kommer til stykket.

Heidi Lindholm griner stille over sine forhåbninger ved de diskrete tatoveringer, der befinder sig som to streger på højre håndled og en enkelt på ringfingeren. Selv om de måske ikke helt har haft den ønskede effekt, betyder tatoveringerne meget for hende selv.

- De er mine private identitetsmarkører, forklarer den mørkeblonde nuummioq, der slog sine blå øjne op for verden første gang i juni 1971. Som barn af grønlandske Stine fra Nuuk og danske Flemming Lindholm Jensen fra nordjylland.

Barndommens gade var langs blokkene på Radiofjeldet, nærmere bestemt blok 14, hvor hun boede fra hun var to til 18 år gammel. Skolen, Atuarfik Samuel Kleinschmidt, lå lige ved siden af.

- Det var en fantastisk barndom med masser af legekammerater og legepladser. Vi var altid ude – det var jo før iPads og telefoner, så hvis vi ville underholdes, måtte vi selv opsøge det, siger Heidi Lindholm, der voksede op som enebarn, men med masser af fætre og kusiner fra sin mors side, som en del af Damgaard-slægten.

Som sådan har der også altid været en masse aktive og professionelle musikere i familien, og selv har Heidi Lindholm fra barnsben også været en del af Nuuks musikalske liv, som medlem af Nuuk Byorkester, hvor hun spillede cornet, den lidt mere kompakte udgave af trompeten.

Hun er også efterkommer af Hans Andreas Hansen, præst og salmedigter.

- Min mor fortalte om min oldefar, når vi sad i kirken og sang en af hans salmer, fortæller Heidi, for hvem det spiller en stor rolle, at hendes oldefar har skabt noget kulturelt for Grønland. Noget, som forhåbentlig varer mange år, måske endda evigt, i den grønlandske salmebog.

- Det betyder noget for mig og min grønlandske identitet, siger den nu 50-årige Heidi, der under interviewet flere gange påpeger vigtigheden for hende af, at kunne give noget tilbage til samfundet.

Samme ønske har hun for sit eget liv, der for en stor del er gået med at blive klogere fagligt og menneskeligt. Samt at finde ro og stå ved sin ret til at identificere sig som grønlænder, på trods af, at hun ikke har det grønlandske sprog som sit modersmål, om end hun både forstår og taler det.

- Jeg har altid haft et tomt rum indeni, i forhold til ikke at kunne grønlandsk, siger hun og forklarer, at de talte dansk i hendes barndomshjem, fordi det lå i tiden, at hvis et barn skulle få en uddannelse, skulle det kunne tale dansk. Hvilket forældrene tog meget alvorligt og bogstaveligt.

Så Heidi gik i dansktalende klasse med andre nuummiut på Atuarfik Samuel Kleinschmidt. Hendes lyse, nordiske udseende betød samtidig, at alle automatisk henvendte sig til hende på dansk.

- Når jeg så svarer på grønlandsk, spørger folk: ”Ah, kalaaliuit?” (Er du grønlænder, på dansk). Så får jeg nogle gange lyst til at svare: Måske..?, siger Heidi Lindholm og fortsætter:

- Det har virkeligt naget mig. Og sprog- og identitetsdebatterne pirker til et ømt sår. Men samtidig bliver jeg også sådan lidt fandenivoldsk og tænker: Hvad med mangfoldigheden? For mig er diversitet en styrke og det tydeliggør vores egen kultur og identitet. Alle har noget at byde på, mener jeg.

Fra præst til psykolog

Som 9-årig drømte Heidi Lindholm selv om at blive præst, ligesom hendes oldefar.

Mest fordi hun så kunne tage sig af alle de forsømte gravsteder på kirkegården, som lå og så ”så ensomme ud.”

- Som præst ville jeg sørge for, at de blev fine og pæne. Men præst blev jeg så ikke. Og jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig troende i dag, siger hun og kalder sig for et meget lidt religiøst og spirituelt menneske.

- Jeg tror på menneskets egen kraft og ”empowerment.” På, at vi har et ansvar for vores eget liv. Selvfølgelig kan vi alle have brug for hjælp, og det skal vi også have, siger Heidi Lindholm, som i sit virke som psykolog og ledelseskonsulent bruger meget af sin tid på netop at hjælpe folk i svære situationer.

- Jeg prøver at hjælpe ud fra filosofien om, at i sidste ende har du kun dig selv. Og troen på, at man godt kan, selv om det er svært, siger hun.

Drømmen om præstekraven og kirkegårdene ebbede ud i årene efter konfirmationen. På GU i Nuuk opstod i stedet tanken om at arbejde med mennesker gennem et andet virke, nemlig psykologien.

- Jeg ville arbejde med mennesker og gerne skabe forandring og gøre en forskel for dem, forklarer Heidi Lindholm.

Efter studenterhuen var erhvervet, rejste hun til Århus Universitet og begyndte psykologistudiet. Men da hun blev gravid i løbet af det første år, meldte hjemveen sig efter Grønland, og hun droppede studiet for at rejse hjem til Nuuk, hvor hendes førstefødte søn, Sebastian, kom til verden i 1993.

Som nybagt mor begyndte hun at læse til lærer på Ilinniarfissuaq i Nuuk, fordi den uddannelse også indebar at have med mennesker at gøre. Dog var det kun kort tid, et halvt år, at Heidi Lindholm udøvede lærergerningen.

For studielivet trak. Igen.

- Jeg havde en uro inden i og følte nærmest et behov for at studere. Og tænkte, at hvis det skulle være, skulle det være nu, forklarer Heidi.

Og derfor, i 1998, som 27-årig mor til to og højgravid med nummer tre, drog hun og kæresten til Danmark for at påbegynde psykologistudiet, denne gang på Københavns Universitet. Denne gang var hjemveen mindre dominerende, måske fordi Heidi var omgivet af sine egne børn.

- Det optog mig nok mere at danne min egen klan, siger hun, mens hun understreger, at det hele tiden var planen at vende hjem til Grønland på et tidspunkt.

Specialet og overgrebet

Da Heidi Lindholm skulle skrive sit speciale som afslutning på seks års psykologistudier, gjorde hun det i Nuuk.

Emnet for specialet var voksne mænds seksuelle overgreb mod børn og unge i Grønland. Hun fik blandt andet adgang til at læse 30 mentalundersøgelser af mænd, der var dømt for overgreb.

Interessen for netop dét emne, som i 2002 var langt fra så udbredt som i dag, udsprang af et helt personligt behov for at få svar på, hvem de mænd er, der begår overgreb. Heidi Lindholm fortæller, at hun som fem-årig selv blev udsat for et overgreb af en vildt fremmed mand, der kom forbi en dag på legepladsen på Radiofjeldet. Manden, der var beruset, greb fat i hende og trak hende ind i et hulrum under blokken, hvor overgrebet efterfølgende fandt sted.

I mange år fortalte hun ikke om oplevelsen. Men selv om der ikke blev talt om det, havde hun behov for at finde ud af hvad der foregår i hovedet på en overgrebsmand.

- Så det (specialet, red.) var for mig en kærkommen mulighed for at se på den oplevelse med mere professionelle, faglige briller. Og det hjalp også mig igennem processen, forklarer Heidi.

Dog var det for hende stadig en meget privat sag. Så da daværende MIPI (Videnscenter for Børn og Unge) spurgte, om de måtte få hendes speciale til deres arkiv, sagde hun nej.

- Da kunne jeg mærke, at min blufærdighed og min hemmelighed ikke skulle ud på den måde. I dag har jeg ikke problem med at sige det til nogen, siger Heidi, der efterfølgende som psykolog på Selvstyrets rejsehold har hjulpet omkring 250 voksne med senfølger af seksuelle overgreb i Nuuk og Atammik i perioden fra 2015 til slutningen af 2020.

Heidi Lindholm understreger, at der er forskel på et overgreb fra en vildtfremmed og fra et familiemedlem eller ven af familien.

- Det var også traumatiserende for mig, men hvis man overhovedet skulle kunne graduere det, må det være værre at blive udsat for overgreb af nære slægtninge. Det er sådan et dobbelt tillidsbrud: Både et choktraume og et tillidstraume af groveste karakter, siger hun, der er varm fortaler for at nogen stiller sig frem, og at vi taler om problemet med overgreb, som stadig er højt om end det er faldet de senere år.

Nyt kapitel forude

Forholdet til børnenes far brast efter Heidi blev færdig som psykolog.

Efter nogle år mødte hun Jacob, sin nuværende mand, med hvem hun har datteren Naja, født i 2006. Han, der er vokset op i Ilulissat og Napasoq og uddannet læge med speciale i psykiatri, spillede også i Nuuk Byorkester og sød musik opstod mellem de to, så at sige.

Udover musikken deler parret en kærlighed til at færdes i naturen og bruge kroppen på at gå på rensdyrjagt.

- Vi skal helst have syv til ni dyr om året, så vi kan fylde vores og familiens frysere op, siger Heidi.

Et sorthvidt portræt af de fire børn sammen pryder entreen i familiens bolig, der på stue og førstesalen fungerer som hjem. Kælderetagen er helliget parrets klinik, hvor de arbejder som selvstændige ledelseskonsulenter, psykolog og psykiater.

Snart forstummer lyden af teenagere, idet 15-årige Naja, det yngste og sidste hjemmeboende barn, også snart flyver fra reden for at gå på efterskole i Danmark, hvor hendes ældre søskende alle studerer.

Et nyt kapitel venter dermed forude for parret Lindholm.

- Det bliver underligt at skulle være uden børn for første gang i 28 år, siger Heidi, der samtidig ser frem mod en anden milepæl i januar 2022, altså næste år.

Her vil hun og ægtefællen have færdiggjort deres igangværende akademiske uddannelse, en MBA Executive Arctic fra Business Institute. Det bliver den seneste i en længere række af efter- og videreuddannelser for parret, der har fået dem til at rejse med familien mellem Grønland og Danmark, som udtryk for den konstante søgen efter faglig viden.

- Det har fyldt rigtigt meget. Men nu tror jeg, at jeg er ved at være der, siger Heidi Lindholm.

AG Uge 28 2021

Klik her for at læse