Canada kritiserer belgisk sælskindsforbud
Den canadiske regering vil mødes med Belgien i WTO og drøfte forbuddet mod import af sælskind
Canada mener at den belgiske regering overtræder de internationale WTO-regler om fri handel på verdensmarkedet. Ifølge Embassy, der er Canadas ugentlige udenrigspolitiske nyhedsbrev, har Canada bedt om formelle drøftelser med Belgien i verdenshandelsorganisationen WTO for at løse striden.
– Regeringen mener, at Belgien med forbuddet overtræder sine internationale forpligtelser i henhold til WTO, siger Canadas Minister for International Handel, David Emerson.
Canadas inuit roser, at regeringen vil gøre en aktiv indsats for at ændre Belgiens holdning til import af sælskind.
– Jeg bifalder, at regeringen reagerer og støtter vores markeder og vores levevis som inuit, der fanger sæler, siger Mary Simon, der er præsident for Inuit Tapiriit Kanatami.
Det belgiske forbud blev indført i april 2007, men Holland har vedtaget et lignende forbud, der træder i kraft til september. Tyskland og USA er på vej i samme retning, skriver Embassy.