Brasilien klar til "århundredets retssag"

38 brasilianske politikere og forretningsfolk sidder torsdag klar på anklagebænken i den mest skandaløse sag om bedrageri for offentlige midler nogensinde

Den populære brasilianske eks-præsident Luiz Inacio Lula da Silva. Foto: Polfoto
Offentliggjort

Brasilien forbereder sig på retssagen om den største korruptionsskandale i landets historie, som kan komme til at kaste sorte skygger over det regerende arbejderparti og den populære eks-præsident Luiz Inacio Lula da Silva.

De 38 anklagede, der skal møde i Højesteret i det pressen har kaldt "århundredets retssag", er tidligere ministre, lovgivere, forretningsmænd og bankfolk, der er anklaget for at have købt stemmer i kongressen mellem 2002 og 2005.

Skandalen, der er kendt som "Mensalão" (store månedlige betalinger), har ramt Lulas arbejderparti og regeringskoalitionen, men også kastet lys på korrupte metoder i hele det politiske system.

I anklagerne, der først så dagens lys i 2005 under Lulas styre, er arbejderpartiet beskyldt for at tilbyde bestikkelse på op mod 10.000 dollar (60.572 kroner) til medlemmer af kongressen for deres stemmer.

Anklagerne hævder, at bestikkelsespengene blev taget fra reklamebudgetterne i statsejede virksomheder gennem et firma ejet af Marcos Valerio de Souza, som er en af de anklagede.

De anklagede står over for tiltaler om underslæb, pengevask, korruption og bedrageri og risikerer domme på op til 45 års fængsel.

Lula, der er grundlægger og leder af arbejderpartiet, og som var præsident fra 2003 til 2010, er ikke blandt de anklagede, som alle indtil videre alle er på fri fod.

Den tidligere præsident har hele tiden benægtet ethvert kendskab til stemmekøbene og har undskyldt på sit partis vegne.

Men mange af hans nøglemedarbejdere, herunder de tidligere ministre Jose Dirceu, Luiz Gushiken og Anderson Adauto, såvel som et dusin tidligere lovgivere fra fire allierede partier er på anklagebænken.

Statsadvokat Roberto Gurgel har i avisen Folha de Sao Paolo Daily kaldt sagen "den mest skandaløse sag om bedrageri for offentlige midler nogensinde i Brasilien".

Analytikere siger, at det regerende parti, der nu ledes af Lulas efterfølger og protegé, præsident Dilma Rousseff, kan komme til at betale prisen ved de kommende kommunevalg i oktober.

- Det er en regering, der nedværdigede sig til at bruge ulovlige metoder, som er på anklagebænken. Jeg ser det som en mulighed for Brasilien for på en troværdig måde at vise, hvilken slags samfund, vi ønsker, siger professor Carlos Pereira fra det ansete brasilianske institut for økonomi Fundacao Getulio Vargas.

Retssagen har udstillet den iboende svaghed i det brasilianske politiske system herunder private kampagnebidrag og omkostningerne ved at indgå regeringsalliancer, da ingen af partierne kan danne et sikkert parlamentarisk flertal alene.

- Lula vandt valgene, men for at regere måtte han indgå i en koalition med flere center- og højrepartier, og det krævede penge for at betale for kampagnegæld, forklarer Carlos Felix de Melo, der er politolog ved Mias Gerais statsuniversitet.

Skandalen så dagens lys i 2005, da medlem af det brasilianske arbejderparti, Roberto Jefferson, der var blev taget i en anden korruptionsskandale, hævnede sig ved at afsløre partiets kontanter-for-stemmer-ordning til pressen.

Powered by Labrador CMS