Brand mørklagde store dele af Nuuk

Natten til onsdag udbrød der brand i en transformatorstation i Nuuk. Branden betød, at 80 procent af byen var uden strøm. Strømmen skulle være tilbage i størstedelen af byen onsdag morgen, men der er risiko for udfald.

Offentliggjort

Obs: Opdateret med Facebook-opdatering fra Nukissiorfiit.

En stor del af Nuuk har været uden strøm natten til onsdag på grund af en brand i en transformatorstation.

Kl. 01.32 natten til onsdag modtog politiet en brandalarm fra Sarfaannguit-elværket i Nuuk.

Da en patrulje kom til stedet kunne de umiddelbart ikke konstatere brand, men kort efter viste det sig alligevel, at der var ild i en transformatorstation.

- Det gjorde, at 80 procent af byen blev mørklagt, fortæller vagtchef Bruno Brix til Sermitsiaq.AG.

Stadig udfald

Nukissiorfiit forventede på det tidspunkt at få strømmen op at køre igen inden for cirka to timer, fortæller vagtchefen.

Omkring kl. 04.25 kom der en melding fra Nukissiorfiit om, at 75 procent af byen igen havde strøm, og kl. 05 var meldingen, at der nu var strøm i det meste af byen.

Onsdag morgen skulle der altså være strøm i det meste af byen, men der er fortsat risiko for mindre udfald, lyder det fra myndighederne. Ifølge Sermitsiaq.AGs oplysninger er der stadig problemer med strømforsyningen flere steder i byen onsdag morgen.

Grønlands Politi har kommunikeret om situationen via sin Facebook-side. Nukissiorfiit har kommenteret sagen på Facebook ved 8.30 tiden onsdag morgen - se opslaget i bunden af artiklen.

Bekymrede borgere

Adskillige borgere har udtrykt bekymring om situationen på netop Facebook natten til onsdag.

I mange Nuuk-hjem leveres varmen også fra strøm.

Sidste efterår oplevede Nuuk-borgerne et omfattende strømnedbrud, hvor Nukissiorfiit kæmpede med strømforsyningen over flere dage. Dengang skyldes problemerne en fejl på kablet, der sender strøm fra vandkraftværket i Buksefjorden til byen.

Powered by Labrador CMS