Bramsen og Kofod sættes af ministerhold - Løkke er ny udenrigsminister

Der bliver hverken plads til Astrid Krag, Trine Bramsen eller Jeppe Kofod som ministre i SVM-regeringen.

Mette Frederiksen præsenterede torsdag formiddag dansk tid sin nye regering.
Offentliggjort

Mette Frederiksens ministerhold er torsdag formiddag blevet offentliggjort.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, bliver forsvarsminister i den nye trekløverregering.

Samtidig bliver han vicestatsminister og dermed nummer to i statsrådsrækkefølgen.

En af de største opgaver bliver at få et forsvarsforlig på plads, hvor der skal investeres yderligere 18 milliarder kroner årligt de næste mange år. Det sker som følge af Ruslands krig mod Ukraine.

- Der er krig på kontinentet, og Forsvaret er vigtigere, end det har været i mange år, siger Ellemann, da ministerholdet er på vej mod Amalienborg.

Løkke erstatter Kofod

Moderaternes leder, eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen, skal i den kommende tid repræsentere Danmark en del i udlandet. Han bliver nemlig udenrigsminister i SVM-regeringen.

Løkke erstatter Jeppe Kofod (S) på posten. Kofod blev ikke valgt ind i Folketinget ved valget 1. november.

- Jeg gik først og fremmest efter, at der kom en regering hen over midten. Og det er jeg rigtig glad for. Vi har lagt en kabale, der gør, at den her regering bliver stærkest muligt, siger Løkke.

Løkke er tidligere statsminister over to omgange. Det var han for Venstre, som han forlod 2021.

Socialdemokratiet beholder magtfuld post

Derefter stiftede han Moderaterne, som kom ind i Folketinget i første forsøg ved valget 1. november. Partiet kom ind med 16 mandater som det tredjestørste parti.

Derudover fastholder Socialdemokratiet posten som finansminister i den nye SVM-regering. Det bliver Nicolai Wammen (S), der fortsætter på den magtfulde post.

For de nyudnævnte ministre i SVM-regeringen er torsdag en glædens dag, men for andre er dagen mindre glædelig.

Farvel til ni ministre

Statsminister Mette Frederiksen (S) har med S-regeringens afsked sagt farvel til hele ni af de 20 socialdemokratiske ministre, der sad i ministerbilerne frem til valget 1. november.

Blandt de ni finder man både ministre, der har siddet i hele valgperioden fra 2019 og frem til i år, og der er også navne, der blev ministre i løbet af den foregående valgperiode.

Jeppe Kofod (S) er ikke længere udenrigsminister, hvilket kan ses i naturlig forlængelse af, at han ikke blev valgt ind i Folketinget ved valget.

Her er de nye ministre i den danske regering

Den nye regering består af 11 ministre fra Socialdemokratiet, 7 ministre fra Venstre og 5 fra Moderaterne. Tre af Moderaternes ministre kommer fra folketingsgruppen, mens de to andre er hevet ind udefra

Statsminister: Mette Frederiksen (S).

* Vicestatsminister og forsvarsminister: Jakob Ellemann-Jensen (V).

* Udenrigsminister: Lars Løkke Rasmussen (M).

* Finansminister: Nicolai Wammen (S).

* Økonomiminister: Troels Lund Poulsen (V).

* Indenrigs- og sundhedsminister: Sophie Løhde (V).

* Justitsminister: Peter Hummelgaard (S).

* Kulturminister: Jakob Engel-Schmidt (M).

* Erhvervsminister: Morten Bødskov (S).

* Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik: Dan Jørgensen (S).

* Miljøminister: Magnus Heunicke (S).

* Social- og boligminister: Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

* Beskæftigelsesminister: Ane Halsboe-Jørgensen (S).

* Børne- og undervisningsminister: Mattias Tesfaye (S).

* Udlændinge- og integrationsminister: Kaare Dybvad Bek (S).

* Skatteminister: Jeppe Bruus (S).

* Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri: Jacob Jensen (V).

* Kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde: Louise Schack Elholm (V).

* Transportminister: Thomas Danielsen (V).

* Uddannelses- og forskningsminister: Christina Egelund (M).

* Digitaliseringsminister og minister for ligestilling: Marie Bjerre (V).

* Ældreminister: Mette Kierkgaard (M).

* Klima-, energi- og forsyningsminister: Lars Aagaard (M).

Kilde: Statsministeriet.

Mette Frederiksen hentede ham i juni 2019 ind som udenrigsminister, efter at han få uger forinden var blevet valgt til Europa-Parlamentet.

Af andre markante navne, som ikke længere skal være ministre, er social- og ældreminister Astrid Krag (S), transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Trine Bramsen indledte forrige valgperiode som forsvarsminister, men hun fik gjort sig grundigt upopulær hos Forsvaret. I februar i år blev hun flyttet til posten som transport- og ligestillingsminister.

Heller ikke Rasmus Prehn (S) får lov til at fortsætte som minister for landbrug, fødevarer og fiskeri.

Han var tæt på ikke at blive genvalgt til Folketinget, efter at han tidligere i år kom i centrum i en sag om, hvordan han havde brugt statens kreditkort på restaurantbesøg.

Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen, og den bliver i øjeblikket undersøgt af Rigsrevisionen.

Lea Wermelin (S) ryger ud som miljøminister, Christian Rabjerg Madsen (S) er færdig som indenrigs- og boligminister, mens Jesper Petersen (S) ryger ud som uddannelses- og forskningsminister.

Endelig stopper Flemming Møller Mortensen (S) som minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde.

Powered by Labrador CMS