Borgmester: Siumut fører en slingrekurs
Kampen om borgmesterposten i landets befolkningsmæssige største kommune, Kommuneqarfik Sermersooq, er gået i gang med fynd og klem. IA-borgmester Charlotte Ludvigsen anklager nu Siumut for at føre en slingrekurs, når det gælder indsatsen for at løse boligmanglen i Nuuk.
Siumuts formand i Nuuk, Inga Dora Markussen, mener, at boligkrisen i hovedstaden er et af de vigtigste emner, som skal løses efter kommunalvalget den 6. april, hvor hun håber at kunne sætte sig i borgmesterstolen.
I et interview med Sermitsiaq.AG, bragt den 3. januar, erklærer Siumut-politikeren og formanden for Siumut i Nuuk, at boligkrisen i Nuuk skal løses ”med flere forskellige tiltag end at gøre sig afhængig af kun private investorers lyst til at investere i boligbyggeri”.
Siumut modarbejder model
Udtalelsen får Charlotte Ludvigsen til at reagere:
- Jeg har vist en ganske klar vej til at sikre flere boliger. Private entreprenører bygger boliger med incitament i at kunne udleje til kommunen. Det har dokumenteret givet en stor vækst i, hvor mange boliger der bygges, og det er billigt for kommunen. Denne model har Siumut dog indtil nu modarbejdet, understreger borgmesteren, der havde en plan om 1.850 nye boliger over de næste seks år.
- Lige nu forhindrer et påbud fra det Siumut anførte Naalakkersuisut os og andre kommuner i at bygge flere boliger efter denne ellers gode model. Naalakkersuisut mener, det er imod vores opgave som kommuner, men hvordan kan det være imod vores opgave at bygge boliger til vores egne borgere? Det giver ikke mening, fastslår IA-borgmesteren.
Er Siumut splittet?
Charlotte Ludvigsen glæder sig over at Siumut-politikeren Inga Dora Mikkelsen sætter boligmanglen på dagsordenen, men spørger retorisk:
- Hvordan vil Siumut gøre det? Er Siumut splittet på det her område? Eller er Siumut som parti endelig vendt på en tallerken og klar til i fællesskab at løse boligkrisen?
- Så hvad er Siumuts plan for at løse boligkrisen? Jeg har en plan, som indtil nu har givet 501 nye boliger, og i fremtiden vil give 1.850, men indtil videre har Siumut mest af alt kun ført en slingrekurs, understreger den nuværende borgmester.
Siumut-møde i aften
Inga Dora Markussen oplyser til Sermitsiaq.AG, at hun i aften skal mødes med Siumuts kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvor den fremtidige boligpolitik skal drøftes. Hun vil derfor først senere på ugen konkretisere Siumuts plan for, hvordan ”boligkrisen”, som hun omtaler den, skal løses fremadrettet, når Selvstyret har undsagt den nuværende model ved at udstede et påbud.