Boligpriserne stiger støt
På trods af stigende renter det seneste halve år, så ligger boligpriserne i Nuuk stabilt, og det forventer banken de vil blive ved med på grund af stor og stigende efterspørgsel.
Boligpriserne i Nuuk er tårnhøje, det kan de fleste blive enige om. Men faktisk er de seneste års prisstigninger intet i sammenligning med Danmark og Færøerne.
Ifølge Grønlandsbankens årsrapport for sidste år, så er boligpriserne i Nuuk steget et par og tyve procent, mens tallet for Danmark og Færøerne er helt oppe på 45 procent.
Klarede finanskrisen bedre
Ud over det så påpeger vicedirektør i Grønlandsbanken John Jakobsen, at Grønland har været forskånet for de helt store udsving.
- Vi blev aldrig rigtigt ramt under finanskrisen, og stigningen i boligpriserne omend den er høj, så langt fra hvad der sker i Danmark og på Færøerne.
Han påpeger, at de priser, banken har analyseret på, er hovedstadens boligmarkedet, som er noget anderledes end resten af landet.
- Nuuk er understøttet af urbaniseringen. Der er helt grundlæggende en efterspørgsel på boliger, som vi ikke ser på samme måde andre steder og som nok heller ikke slutter lige indenfor de næste år.
Fast renter og afdrag kan afbøde lidt
I Danmark tales der i øjeblikket om, at boligpriserne kan falde en smule på grund af den stigende rente på realkreditlån, men så slemt tror vicedirektøren ikke på det går i Nuuk.
- Måske vi den kommende tid vil se at den stigende rente kan skabe en udfladning af priserne. Jeg tror ikke på prisfald alene fordi, efterspørgslen er så høj.
Ligesom alle andre der har forstand på økonomi, så er vicedirektøren forsigtig med at spå om rentens videreudvikling,
- Jeg tør ikke sige det, men jeg tror ikke, vi får voldsomme stigninger på den faste rente på realkreditlån. Hele vores finansieringsform i Grønland er bygget op om faste renter med afdrag, hvilket giver en form for tryghed, når renten stiger, fordi det ikke slår så hårdt igennem på den månedlige ydelse, som man ser det på afdragsfrie lån andre steder.