Bodypacker får straksdom på 60 dage
En 38-årig mand skal 60 dage i anstalten, efter at han tirsdag blev afsløret i atsmugle hash indvortes - en såkaldt bodypacker.
Sermersooq Kredsret har i dag uddelt en såkaldt straksdom på 60 dages anstaltsanbringelse til en 38-årig mand.
Manden får dommen, fordi han tirsdag blev stoppet af toldere i lufthavnen i Kangerlussuaq, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse:
- En efterfølgende bodyscanning viste, at manden skjulte flere fremmedlegemer inde i kroppen, som senere viste sig at indeholde omkring 500 gram hash, skriver politiet.
Manden blev sigtet for smugling og tilstod.
- Dommeren lagde vægt på, at manden tidligere er fundet skyldig i narkosmugling, hvorfor anstaltsanbringelsen blev ubetinget. Derudover blev hashen konfiskeret, og manden skal betale for sagens omkostninger. Alle parter modtog dommen, og sagen er dermed afsluttet, lyder det fra politiet.