UNNIA

Gasolin får nyt liv

Rasmus Lyberth er en af kunstnerne på GAS 1, hvor han fortolker Gasolins klassiker ”Langebro”.
Offentliggjort

Rasmus Lyberth, Julie Berthelsen og Frederik Elsner, sangere og musikere, er blandt de kunstnere, der medvirker på et nyt dobbeltalbum, som hylder Gasolin 55 år efter bandets debutalbum.

Albummet GAS 1 udkommer 21. november og indeholder nye fortolkninger af de ti sange fra Gasolins første album samt seks nordiske versioner af ”Langebro”. Kunstnere fra blandt andet Grønland, Danmark, Sverige, Norge, Island og Færøerne medvirker på udgivelsen.

- Jeg er utrolig stolt over at få lov til at fortolke ’Langebro’ på min helt egen måde, siger Rasmus Lyberth i en pressemeddelelse.

Gasolins musik har også haft stor betydning i Grønland, står der videre. Frederik Elsner fortæller, at bandets sange var en naturlig del af hans opvækst og blev spillet på tværs af generationer.

Gasolin nåede aldrig til Grønland, men bandet havde på andre måder forbindelse til landet. Franz Beckerlee indspillede blandt andet med Sumé i København, mens Kim Larsen senere kom på besøg som solist.

I 1974 udgav Gasolin også sangen ”Kap Farvel til Ümanarssuaq”, som blev beskrevet af Politiken som en kampsang mod den hvide mands fremfærd i Grønland.

Alle indtægter fra plade- og billetsalg går til Kofoed Skoles musikværksted på Amager. Udgivelsen markeres med reception 21. november og koncert 24. november på Frederiksberg.

Powered by Labrador CMS