rubinmine
Billeder: Historisk aftale underskrevet
Kommuneqarfik Sermersooq, Naalakkersuisut og mineselskabet True North Gems har underskrevet aftale om rubinmine
Der er nu indgået fast aftale om brug af lokal arbejdskraft ved den kommende rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat. Der er blandt andet indgået aftale om, at de grønlandske ansatte skal have mulighed for at få grønlandsk mad, mens de er på arbejde i minen. Det er den første IBA-aftale i Grønland, der blev underskrevet tirsdag.
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup, naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard og direktør i True North Gems Bent Olsvig Jensen har underskrevet den såkaldte IBA-aftale om rubinminen ved Qeqertarsuatsiaat.
Historiens vingesus blev nævnt i forbindelse med underskrivelsen af aftalen i forsamlingshuset i Qeqertarsuatsiaat, hvor den lokale befolkning var inviteret med til underskrivelsen.
Qeqertarsuatsiaat går forrest
- Qeqertarsuatsiaat har en vigtig plads i Grønlands historie. Det var her det første indhandlingssted for fisk blev etableret, sagde borgmester Asii Chemnitz Narup, da hun kiggede tilbage til tiden, hvor Grønland tog skridtet fra at være fangersamfund til fiskersamfund. Nu er der taget et nyt skridt.
- Jeres forfædre gik forrest i den udvikling, der i årtier gjorde Grønland til et rigt land. I dag har I de samme muligheder. I kan gå forrest og vise resten af landet - resten af verden - at det er muligt at finde ikke bare ædelstene, men også velstand og livskvalitet i vores undergrund, sagde Asii Chemnitz Narup.
Mineselskabet True North Gems har nu skrevet under på, at 80 procent af de ansatte i minen skal være lokale, og det giver dermed nye arbejdspladser, der også vil have afsmittende virkning på bygdens erhvervsliv.
- Kommunen har forhandlet en rigtig god aftale, som giver Qeqertarsuatsiaat gode muligheder for at udvikle sig, sagde formanden for bygdebestyrelsen i Qeqertarsuatsiaat Jonathan Jakobsen.
Se billeder under denne tekst