Beruset mand med kniv anholdt

En mand blev torsdag anholdt efter en episode i Paamiut. Manden fremstilles fredag med henblik på tilbageholdelse.

(Genrefoto)
Offentliggjort

Sent torsdag eftermiddag udspillede der sig en alvorlig episode i Paamiut.

Politiet fik ved 17-tiden anmeldelse om, at en beruset mand opførte sig truende, og at han havde en kniv på sig.

Anmelderen havde låst sig inde på førstesalen af en bolig, hvor den berusede mand opholdt sig nedenunder.

Vagtchef Palli Augustinussen fortæller, at en patrulje blev sendt til boligen, og at betjente i løbet af et par forsøg fik talt den berusede mand ud af huset.

Manden, der er i 40'erne, nåede dog også at optræde truende overfor betjentene, oplyser vagtchefen.

Fredag vil manden blive transporteret til Nuuk, hvor han vil blive fremstillet i kredsretten sigtet for trusler. Politiet vil begære ham tilbageholdt.

Powered by Labrador CMS