PENGE OG PERSONFØLSOMME OPLYSNINGER
Bank og politiet: Vær kritiske og pas på jeres penge samt personlige oplysninger
AI er kommet for at blive og er allerede blevet et uundværligt redskab på globalt plan. Men en ny trend har også set dagens lys - uregistrerede "AI-virksomheder" der lover penge, hvis man melder sig ind ved at betale, og hvis man hverver nye medlemmer. Politi advarer borgere mod misbrug af personfølsomme oplysninger.
Internettet er meget nyttefuld redskab i stort set alle henseender, men den er også fyldt med faldgruber, når det drejer sig om penge og personfølsomme oplysninger. Seneste trend er at man bliver udnævnt som "innovator, underviser og iværksætter", mod betaling og med krav om promovering samt tilførsel af nye medlemmer.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Grønlands Politi advarer mod svindel på nettet efter flere borgere åbenlyst er begyndt at arbejde med at hverve nye medlemmer til Facebookgruppe. Grønlandsbanken melder om samme advarsel og oplyser, at det kan være svært for kunder at få pengene retur på konto, når skaden er sket.
Advarslen kommer efter Sermitsiaqs henvendelse omkring en Facebookgruppe, som har en voksende medlemstal fra Grønland.
For pludselig er der mange opslag på det sociale medie Facebook, hvor borgere gerne vil hverve nye medlemmer til en navngiven Facebookgruppe. Flere borgere viser også interesse og ønsker oplysninger om hvordan, man bliver medlem af en gruppe som lover der kan "tjenes penge uden at røre en finger".
Det vakte vores opmærksomhed. Det er nemlig en gruppe på de sociale medier, som ligesom mange andre betegner sig selv som en virksomhed, men som næsten er blottet for oplysninger om hvad "virksomheden" arbejder med.
Det eneste tegn på, at der måske er tale om en virksomhed er gruppens præsentation: "Velkommen til MTC — det officielle fællesskab for innovatorer, undervisere og iværksættere, der former fremtiden med AI, automatisering og e-læring."
"James Money-Penny"
Sermitsiaq har forgæves forsøgt at indhente virksomhedsoplysninger for denne gruppe for "innovatorer, undervisere og iværksættere".
Det er dog ikke lykkedes at finde ud af formålet, ejerforhold og registreringsforhold der kan påvise, at der er tale om en lovlig virksomhed. Den øverste administrator i gruppen kalder sig "James Money-Penny".
Til gengæld er det nemt at finde ud af, at man skal betale for at blive "medlem" af denne gruppe. Samtidig bliver der lovet bonus til dem der kan tilføre folk ind i gruppen.
Grønlandsk tilstrømning
Den i artiklen omtalte gruppe er blot en af de mange grupper, der lokker folk til at blive "medlemmer". Medlemskab sker mod betaling og der er lovning om bonus, hvis man kan hverve flere medlemmer til gruppen og dermed "regenerere egen medlemskonto".
Aktuelt er der mere end 100 medlemmer i gruppen fra Grønland. De skal ud over at have betalt "medlemskontingent" også promovere gruppen på de sociale medier og dermed lokke andre folk til at blive medlemmer, for at de kan få en bonus udløst.
Politiet: Vær kritisk og undgå at blive misbrugt
Vi har efter forgæves jagt på faktuelle oplysninger om virksomheden bag gruppen spurgt dels Grønlandsbanken og Grønlands Politi om hvordan man bør forholde sig til disse fænomener på de sociale medier. Grønlands Politi opfordrer borgere til at være kritiske:
- Generelt kan vi sige at folk skal være kritiske, og forsøge at undgå den slags sider, idet man kan blive udsat for misbrug af identitets- og kortoplysninger ved den type svindel. Hvis en kriminel får fat på ens personlige oplysninger, kan man risikere at få misbrugt sin bankkonto, sit betalingskort eller eksempelvis få optaget et lån i sit navn, lyder det.
- De kriminelle benytter sig af forskellige metoder til at lokke personlige oplysninger ud af folk. En af de mest udbredte metoder er "phishing", som vi har set flere eksempler på i år, som vi også har lavet advarsler om.
- De kriminelle forsøger at få folk til at sende deres oplysninger over SMS, udlevere dem over telefonen eller klikke på et link i en SMS eller e-mail og indtaste sine oplysninger på en falsk hjemmeside eller i det her tilfælde en falsk virksomhed. Disse henvendelser, uanset om de er over mail, sms eller på Facebook, kan se meget virkelighedstro ud, men virksomheder og offentlige myndigheder vil aldrig kontakte folk og bede om at udleveret deres personlige oplysninger.
Grønlandsbanken: Til tider umuligt at redde pengene
I Grønlandsbanken oplever de forskellige former for svindelforsøg mod deres kunder:
- Vi beder løbende vores kunder om at være opmærksomme på disse, og vi har også kampagner i gang i samarbejde med politiet.
Også Grønlandsbanken råder borgere om altid at forholde sig kritisk til disse ting:
- Og en tommelfingerregel er; hvis det er næsten for godt til at være sandt, så er det det nok også.
Opgiver kunden sine bankoplysninger frivilligt, kan det være vanskeligt og til tider umuligt at redde de mistede penge. Derfor kan vi ikke understrege nok, at man skal tænke sig om, og gerne to gange, lyder opfordringen fra Grønlandsbanken.
Men også i forhold til den stadig stigende nethandel, råder banken borgere til at være opmærksomme på hvor det er de handler:
- Hvis man vil købe noget fra en hjemmeside, så skal man som udgangspunkt verificere om hjemmesiden er betryggende:
- er der f.eks. en hængelås i browseren til venstre for skrivefeltet ”siden er sikker”
- Find kontaktinfo: adresse, telefonnummer, CVR-nummer (for danske sider).
- Hvis kun en e-mail uden fysisk adresse → rødt flag.
- Søg på anmeldelser af siden (reviews)
- Undgå sider der kun tilbyder bankoverførsler