Bank advarer: Får henvendelser om problemer med kryptovaluta

Grønlandsbanken advarer mod handel med såkaldt kryptovaluta. Banken oplyser, at den får flere henvendelser fra kunder, der har svært ved at få deres penge tilbage efter handel med kryptovaluta.

Offentliggjort

Handel med kryptovaluta er ureguleret og er derfor behæftet med betydelige risici, lyder det i en advarsel fra Grønlandsbanken.

Ifølge banken får den flere og flere henvendelser relateret til kryptovaluta:

- Vi oplever for øjeblikket en stigende tendens til, at vores kunder kontakter os, fordi de har problemer med at få pengene retur fra de online handelsplatforme, som handler med kryptovaluta, fortæller risikodirektør i Grønlandsbanken, Mads Reimer Andersen, i en pressemeddelelse.

Giver mulighed for svindel

- Det er vigtigt for os at pointere, at al handel med kryptovaluta foregår på et ikke-reguleret marked, hvilket er i direkte modsætning til de skrappe regler og krav vi som bank er underlagt, og som overvåges via Finanstilsynet, fortsætter risikodirektøren.

Grønlandsbanken gentager, at den manglende lovgivning gør investering i kryptovaluta til en risikabel affære:

- Myndighederne har heller ikke mulighed for at holde øje med handelsplatformenes aktiviteter. Derfor har svindlere også gode muligheder for at udgive sig som investeringsmæglere og franarre forbrugerne deres opsparing.

Tilsyn: Pas på

- Det er naturligvis ikke lovligt, men dem der har modtaget betalingen vil ofte være ”over alle bjerge”, eller nærmere gemt godt i cyberspace, skriver banken.

Både Finanstilsynet og Forbrugerrådet Tænk i Danmark er skeptiske overfor investeringer i kryptovaluta. Finanstilsynet skriver således på sin hjemmeside, at den manglende beskyttelse af forbrugeren øger risikoen for svindel.

Kryptovaluta ses af andre som et alternativ til banker og myndigheders monopol på penge.

Powered by Labrador CMS