Avalak sætter fokus på mulighederne
Hygge, selskab og viden. Avalak, de studerendes forening i Danmark, trommer i denne weekend studerende sammen i Horsens, hvor der er fokus på uddannelse i både Grønland og USA
53 studerende har valgt at rive en weekend ud af kalenderen for at deltage i det årlige forårsseminar, Avalak traditionelt trommer sammen til hvert år.
I år danner Spejderhytten i Horsens rammerne om opholdet, der rækker fra fredag til søndag. Fredag blev brugt på indkvartering og hyggeaften. Lørdag er der foredrag og workshop om de studerendes muligheder for praktik og udlandsrejser. Blandt andre med Travis Sevy fra den amerikanske ambassade, der igen og igen opfordrede de unge til at tage en uddannelse.
- De største magter, Kina og USA holder øje med Jer. Derfor er det så vigtigt, at I tager en uddannelse, og gerne i USA. I er Grønlands fremtidige ledere, sagde han.
Udover fokus på mulighederne i USA, er der senere lørdag også foredrag af Air Greenland og Royal Greenland om praktik, opgaver og selskabets arbejde.
Læs mere i Sermitsiaq i den kommende uge.