Arktisk Råd
Atassut: Kuupik bør rose Aleqa
Partiformand Gerhardt Petersen giver sin fulde støtte til Naalakkersuisuts nye aftale med Arktisk Råd
Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond fra Siumut er yderst tilfreds med Grønlands nye aftale med Arktisk Råd, selvom Inuit Ataqatigiit har kritiseret den.
Og nu går Atassut-formand Gerhardt Petersen ud med fuld opbakning til koalitionen, fordi han mener, at det måske kan være svært for den enkelte at forstå, hvad forskellen er på, hvordan Grønland stod i Arktisk Råd under det tidligere Naalakkersuisut i forhold til under det nuværende Naalakkersuisut.
- Sådan, som jeg forstår det, så er det, at vi nu takket være det nuværende Naalakkersuisuts mod og vilje til handling har sikret, at vi får pladser ved både de formelle og uformelle møder. Under det tidligere Naalakkersuisut stod vi i den situation, at vi blev sat uden for indflydelse, også selvom det var emner, der vedrører de områder, vi selv har kompetencen inden for, skriver Gerhardt Petersen i en pressemeddelelse.
Læs "IA: Dårlig aftale med Arktisk Råd"
Læs "Aleqa: Ny Arktisk Råd-aftale styrker Grønland"
Vis format Kuupik Kleist
Han mener ikke, at formand for Inuit Ataqatigiit Kuupik Kleist i sin tid som Naalakkersuisut-formand kom ikke med nogen klar løsning på 'problematikken'.
- Men med berostillelsen af arbejdet i Arktisk Råd og de forhandlinger, som formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond nu har kørt igennem, så har vi sikret os indflydelse igen. Det er vi i Atassut meget tilfredse med og stolte over. Hvis Kuupik Kleist viste format, så roste han nu Aleqa Hammond for at have opnået et flot resultat frem for at benægte det, lyder opfordringen fra Gerhardt Petersen.
Han tilføjer:
- Samtidig bemærker vi også, at det er med et godt samarbejde i rigsfællesskabet og vores Canadiske naboer, at denne styrkelse af Grønland i Arktisk Råd sker. Det glæder jeg mig meget over på vores lands vegne. Det er flot, at vi har styrket det grønlandske folks stemme, og det ville klæde os her i Grønland, at stå sammen i så vigtige sager.
Fra dansk side har både statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, og udenrigsminister Villy Søvndal SF, rost den nye aftale med det canadiske formandskab i Arktisk Råd.
Det canadiske formandskab har med en ny model sørget for, at Grønland igen aktivt kan deltage i møderne.
Læs alle artikler om Grønlands boykot af og tilbagevenden til Arktisk Råd