Atassut: Grønland magter ikke sundhedsområdet

Atassuts Bentiaraq Ottosen mener, at Grønland ikke kan administrere sundhedsområdet. Naalakkersuisoq for sundhed er dybt uenig i udlægningen.

- Det står nu så skidt til, at vi bliver nødt til at bringe emnet op, om en mulig overdragelse af sundhedsområdet tilbage til staten, lyder det fra Bentiaraq Ottosen.
Offentliggjort

Når Grønland ikke har råd til tandbøjler til børn, er det endnu et bevis på, at Grønland ikke magter sundhedsområdet. Det mener Atassuts Bentiaraq Ottosen. Han mener, at manglende økonomi til tandregulering med tandbøjler til landets børn er et tegn på, at Grønland er bedre stillet, hvis sundhedsområdet gives tilbage til den danske stat.

- Det står nu så skidt til, at vi bliver nødt til at bringe emnet op, om en mulig overdragelse af sundhedsområdet tilbage til staten. Hvis vi i dag kaster et blik på situationen rundt på kysten, ser vi, at der er stort mangel på læger og sundhedspersonale især de mere afsidesliggende steder, lyder det fra Atassutpolitikeren Bentiaraq Ottosen i en pressemeddelelse.

Regning betales med afgifter

Det er ikke første gang, Bentiaraq Ottosen proklamerer, at sundhedsområdet bør overdrages til den danske stat. Han mener, at Grønlands ansvar for sundhedsområdet ikke er forsvarligt, hverken økonomisk eller personalemæssigt.

Bentiaraq Ottosen mener, at samfundet ikke kan køres med høje afgifter.

- Det viser igen, at vi stadigvæk har brug for et stærkt rigsfællesskab. For vi ødelægger os selv ved at sigte alt for højt og ende med at indfører højere og højere afgifter gang på gang, skriver han og spørger:

- Hvad vil vi have? Et økonomisk og sundhedsmæssig svagt land med selvstændighedsdrømme? Eller en sund og økonomisk selvstændig befolkning?

Naalakkersuisoq ikke enig

Den nye naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim (D), der har stor erfaring inden for sundhedsområdet er ikke enig i Atassuts udlægning om landets sundhedsmæssige udfordringer.

Hun mener, at der sker flere gode ting inden for sundhedsområdet, som man tit glemmer at rose:

- Sygeplejersker og læger her i landet udfører mange flere forskelligt ting, end man gør i andre lande, og vi er begyndt at varetage flere opgaver med samme antal hænder. De politiske beslutninger kommer alt for langt fra lokalbefolkningen, hvis vi overdrager området til Danmark. Jeg er dybt uenig, siger Anna Wangenheim.

Powered by Labrador CMS