Aslak Jensen trækker sig fra Inatsisartut

Siumuts medlem af Inatsisartut, Aslak W. Jensen, har ansøgt om at udtræde fra Inatsisartut med øjeblikkelig virkning. Naalakkersuisoq Erik Jensen genindtræder i Inatsisartut.

Aslak Jensen forsøgte i foråret at få orlov fra Inatsisartut på grund af retssagen mod ham. Nu trækker han sig helt.
Offentliggjort

Aslak W. Jensen har her til morgen afleveret en ansøgning til formandsskabet af Inatsisartut om at udtræde af Inatsisartut.

Det oplyser formandsskabet i Inatsisartut til åbningen af efterårssamlingen i dag.

Aslak Jensen begrunder sin beslutning med personlige årsager, skriver han i en pressemeddelelse.

- Mit ønske skyldes personlige årsager. Beslutningen har selvfølgeligt ikke været nem at tage for mig. Det betyder dog ikke, at jeg helt forlader politik, men min beslutning betyder, at jeg for nuværende forlader politik som folkevalgt. Det er mit ønske, at der udvises forståelse og respekt om min beslutning, siger Aslak W. Jensen.

Aslak Jensen er i januar blevet dømt af kredsretten for at have truet en medarbejder på socialkontoret i Kommuneqarfik Sermersooq. Dommeren har besluttet at han idømmes 20 dage betinget anbringelse for domfældte. Aslak Jensen har valgt at anke sagen til landsretten, som nu er berammet til november 2022.

Erik Jensen træder til

Siumuts formand Erik Jensen ærgrer sig over Aslak Jensens beslutning men respekterer hans valg.

- Det er beklageligt, at en velkvalificeret person har besluttet at forlade sit hverv som folkevalgt. Men Siumut har respekteret Aslak W. Jensens ønske om at udtræde, og har derfor taget beslutningen til efterretning, og Siumut har ikke yderligere kommentarer i den forbindelse, siger Erik Jensen.

Hvad angår nødvendige rokeringer blandt Siumuts Inatsisartutgruppe, har Erik Jensen besluttet for nuværende at genindtræde i Inatsisartut, og har derfor sendt en anmodning om samme til formandsskabet for Inatsisartut.

Powered by Labrador CMS