Arktisk Råd får sekretariat i Tromsø

Danmark overdrager et beslutningsdygtigt og velfungerende Arktisk Råd til Sverige. Samtidig får Rådet et permanent sekretariat og indgår en bindende aftale

Katuaqs store sal, Hans Lynge-salen, hvor mødet foregår i Nuuk. Foto: Paornánguaq Kleist
Offentliggjort

Arktisk Råd har taget endnu et skridt mod at blive det politiske forum, hvor spørgsmål og samarbejde om det sårbare arktiske miljø drøftes. Det skete på det syvende ministermøde i Nuuk i Grønland.

Her blev det bestemt, at Rådet efter 15 år nu skal have et permanent sekretariat. Valget af placering faldt på Tromsø, som de sidste fire år under det norske og danske formandskab har fungeret som sådan.

På mødet overdrog den danske formand, udenrigsminister Lene Espersen (K), formandsstafetten til sin svenske kollega, Carl Bildt, som inden 2013 har til opgave at etablere det permanente sekretariat.

Der var to kandidater til sekretariatet, Tromsø, der ligger i Arktis, og den islandske hovedstad Reykjavik. Norges udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, var så overbevisende i sin tale, at Rusland reagerede.

Udenrigsminister Sergej Lavrov sagde til sin norske kollega på den lukkede del af mødet, at hans argumentation var på et niveau, at han var i stand til at stille op til det russiske præsidentvalg.
Lene Espersen var overordentlig tilfreds med udviklingen i Arktisk Råd, der også for første gang vedtog en juridisk bindende aftale om fælles søredning i Det Arktiske Ocean.

- Vi kan ikke udelukke, at der en dag kan ske en ulykke, og så ved alle, hvad der skal gøres. På samme måde har vi nedsat en arbejdsgruppe, der skal tage sig af olieudslip i Arktis, siger hun.
Interessen for det nordlige polare område er steget markant de senere år. Den tekniske udvikling og de nye sejlruter, der opstår i takt med, at havisen i Polarhavet smelter, kan påvirke levevilkårene for millioner af mennesker, der bor i området.

- Jeg tror nok, at vi én gang for alle har fået slået fast, at Arktis ikke er et sted med et vakuum, hvor alle kan boltre sig efter forgodtbefindende, siger Lene Espersen og uddyber:

- Arktis er ikke et nybyggerland. Her bor millioner af mennesker, og området er styret af internationale love og regler. Det nytter ikke noget at plante et flag og stille krav.

Udover de otte medlemsstater og seks repræsentanter for de oprindelige folk i Arktis er der pres på Rådet for at få optaget om ikke nye medlemmer, så lande og organisationer som observatører.

- Her nåede vi til enighed om kriterierne for at opnå observatørstatus. Det handler ganske enkelt om, at ansøgerne skal respektere de gældende regler for Arktis og at have noget at tilbyde, siger hun.

Powered by Labrador CMS