Arktisk Kommando finder delvist sunket jolle under eftersøgning af tre savnede

Myndigheder har fundet en delvist sunket jolle i eftersøgningen af tre savnede mænd.

Forsvarets Challengerfly har onsdag lokaliseret en delvist sunket jolle.

Onsdag aften melder Arktis Kommando om nyt i eftersøgningen af tre savnede mænd, der lørdag sejlede afsted fra Qeqertaq mod Ilulissat.

Forsvarets Challengerfly har således onsdag eftermiddag lokaliseret en delvist sunket jolle, svarende til signalementet på den jolle, der har været eftersøgt siden mandag.

Jollen blev fundet syd for Qeqertarsuaq, skriver Arktisk Kommando på Facebook.

Kommandørkaptajn Brian Jensen udtaler, at eftersøgningen fortsætter:

- Vi er meget opmærksomme på, at det lige nu er en usikker og sårbar tid for de pårørende, som mangler endelig vished for, hvad der er sket med deres kære. Derfor vil vi i morgen fortsætte eftersøgningen i området, siger kommandørkaptajn Brian Jensen fra Arktisk Kommando.

Ifølge Arktisk Kommando er de pårørende underrettede om udviklingen i sagen.

Eftersøgningen begyndte mandag, og Arktisk Kommando takker borgere, som har bidraget og fortsat bidrager til eftersøgningen.

Enhver med oplysninger til sagen bedes kontakte Grønlands Politi på 70 14 48, lyder opfordringen.

Powered by Labrador CMS