Arktis oplever historisk høj varme

Temperaturerne er steget i en sådan grad, at det er uden fortilfælde, siger medforfatter til rapport.

Billede fra begyndelsen af indlandsisen nær Kangerlussuaq.
Offentliggjort

Arktis har oplevet det varmeste år, siden målingerne begyndte.

Det oplyser USA's Nationale Ocean- og Atmosfæreadministration (National Oceanic and Atmospheric Administration, NOAA) tirsdag.

Mellem oktober 2024 og september 2025 lå temperaturerne 1,6 grader over gennemsnittet for perioden 1991 til 2020, fremgår det af NOAA's årlige rapport "Arctic Report Card", som bygger på data, der går tilbage til 1900.

Tom Ballinger, der er en af personerne bag rapporten og forsker ved University of Alaska, siger til AFP, at resultatet er "særdeles alarmerende".

Ballinger siger, at det er uden fortilfælde, at man kan se så hurtig en opvarmning over så kort en periode.

Ifølge rapporten var de grønlandske temperaturer over gennemsnittet i foråret 2025, mens sommertemperaturerne lå tæt på gennemsnittet.

Overordnet har det seneste år budt på Arktis' varmeste efterår, den næstvarmeste vinter og den tredjevarmeste sommer siden 1900.

I Arktis stiger temperaturen tre gange hurtigere end det globale gennemsnit.

Powered by Labrador CMS