Apple har højere indtægter fra iPhone-salg end ventet
iPhone-salget klarer sig fortsat godt trods generelle udfordringer med salg af smartphones.
En fortsat stor efterspørgsel på iPhones er stadig en vigtig del af teknologifirmaet Apples omsætning.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Apple steg med 3,4 procent i eftermarkedet torsdag.
Det skete, efter at selskabet havde en stigning i omsætningen i andet kvartal til 82,96 milliarder dollar - svarende til 606 milliarder kroner.
Mangel på dele vil fortsætte med at ramme salget af MacBook-computere og iPads, siger Apples finansdirektør, Luca Maestri til Reuters.
Men presset på grund af mangel på komponenter til produkterne er ved at lette, tilføjer han.
Generelt er salget af reklamer, tilbehør og produkter til hjemmet ramt i øjeblikket.
- Heldigvis har vi en meget bred portefølje, så vi ved, at vi kan navigere det, siger Luca Maestri.
Apple forventer også, at dets salg i tredje kvartal i forhold til samme periode sidste år, vil være højere end de to procent i andet kvartal, siger Maestri.
Salget af Apples hovedprodukt - iPhone - steg med knap tre procent.
De samlede indtægter fra telefonen var på 40,67 milliarder dollar. Analytikere havde kun spået 38,85 milliarder dollar, skriver Marketwire.
Ifølge Reuters slår Apple det samlede, globale smartphonemarked, som faldt med omkring ni procent i det kvartal, som netop er slut i juni.
Apples servicevirksomhed er en af de ting, som har været med til at give vækst i selskabet. Servicevirksomheden har givet en stigning i salg og omsætning på 12 procent, sidste år var det på 33 procent.
/ritzau/