Antallet af indlagte med corona i Danmark falder

Torsdagens coronatal mangler et stort antal test, og de er derfor ikke retvisende, oplyser SSI. Antallet af indlagte falder med 12 til 307

Offentliggjort

Torsdagens coronatal er ikke retvisende, da 100.000 test ikke indgår i opgørelsen. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Trods de manglende test er der fundet 2132 smittetilfælde blandt de 105.557 test, der er indberettet.

- På grund af en stor mængde data med testresultater, der ikke er kommet ind i SSI’s systemer, er smittetallet for i dag betydeligt lavere end det reelle billede.

- Cirka 100.000 testresultater kan først køres senere i dag og vil derfor optræde sammen med smittetallene i morgen, fredag, skriver SSI.

Antal indlagte falder med 12 til 307.

Antallet af indlagte på intensiv stiger med 2 til 41. Tallene for indlagte er ifølge SSI ikke påvirket af de problemer med test i systemerne.

SSI forventer, at fredagens smittetal vil blive påvirket af torsdagens manglende indberetning af test. Tallet fredag kan derfor forventes at være højere end det ellers ville have været.

Lørdag bør tallet igen være retvisende.

Desuden oplyser SSI, at de mange køsatte test kan få indvirkning på, om test vises i ens coronapas.

Fra fredag, hvor coronapasset genindføres flere steder, forventer SSI, at alle test er indberettet og opdateret.

De sidste 24 timer har 5250 personer påbegyndt vaccination.

Det er det højeste antal i mere end to måneder.

I Danmark er 4.424.246 personer nu færdigvaccineret. Det er 1900 mere end onsdag.

Powered by Labrador CMS