Ud på torsdag eftermiddag er der gået knap tre dage med gennemgang af sagen mod den forhenværende leder i Kommuneqarfik Sermersooq, og vi er klar til de sidste ord fra parterne.
– Når man ser på alle forholdene lagt sammen, tegner der sig et klart mønster af en mand, der siger “går den, så går den”, siger anklager Henrik Uhl Pedersen.
Ud på torsdag eftermiddag er der gået knap tre dage med gennemgang af sagen mod den forhenværende leder i Kommuneqarfik Sermersooq, og vi er klar til de sidste ord fra parterne.
– Når man ser på alle forholdene lagt sammen, tegner der sig et klart mønster af en mand, der siger “går den, så går den”, siger anklager Henrik Uhl Pedersen.
Han argumenterer for, at den tiltalte mand er skyldig i bedrageri og myndighedsmisbrug på flere punkter. Fire grove misbrug af en offentlig position, mener anklageren.
De tre første forhold handler om uberettiget køb på et kreditkort for 10.800 kroner (beløbet er sat ned undervejs) og nogle rejser, som kommunen har betalt, blandt andet en familieferie.
BEDRAGERISAG I SERMERSOOQ
En 55-årig tidligere chef i Kommuneqarfik Sermersooq er for retten i Sermersooq Kredsret, tiltalt for bedrageri, myndighedsmisbrug og databedrageri.
Manden er tiltalt for fire forskellige forbrydelser i perioden 2019-2022:
1. At benytte et kommunalt kreditkort til private indkøb for 23.550 kroner (beløb nu justeret til 10.800 kroner, red.).
2. At få kommunen til at betale en familieferie til en værdi af 23.195 kroner.
3. At få kommunen til at betale en rejse for hans søster (intet beløb oplyst).
4. At påvirke en kommunalt udbudsproces i strid med loven, med det formål at tilgodese et firma ejet af mandens søster og svoger.
Der er tale om to forskellige søstre i forhold 3 og 4.
Den tiltalte nægter sig skyldig på alle fire punkter.
– Det kalder jeg klokkeklar korruption. Det er udnyttelse af kommunekassen som sin private konto, siger anklageren.
Anklageren mener også at have bevist, at tiltalte uretmæssigt hjalp sin søster med at komme til Grønland under corona, idet han udgav hende for at være en medarbejder i kommunen. Det skete i forbindelse med et dødsfald i familien.
– Det er måske meget menneskeligt, men det er også groft myndighedsmisbrug at sætte sin egen familie bedre end andre i Grønland.
Særlig vigtigt er sagens forhold 4: Manden er tiltalt for at fuske med et udbud, så det endte med at komme hans søsters og svogers rengøringsfirma til gode.
– Tiltalte fulgte jo slet ikke reglerne for dette udbud. Reglerne blev ændret undervejs, påpeger anklager.
Anklageren hæfter sig blandt andet ved et vidne, der ganske kort forinden gav møde i Kommuneqarfik Sermersooq. Vidnet var også involveret i den udbudsproces, som den tiltalte mand er beskyldt for at påvirke på kriminel vis.
– Tiltalte skulle have trådt et skridt tilbage. Men han gik med åbne øjne ind i det, dybt inhabil og bryder loven. Beviserne er fuldstændig overvældende.
Samtidig erkender anklageren, at sagen har været længe undervejs. Der er tale om forhold fra 2019 til 2022. Han fraviger derfor anklageskriftets påstand på 1 år i anstalt, som vi tidligere har omtalt. Det er normalt, at domme bliver mildere, når de har været adskillige år undervejs.
Forskellige muligheder kunne være en nedsat dom til anstalt, en delvist betinget dom eller en dom til samfundstjeneste. Den sidste mulighed er dog lidt for mild for anklagers smag.
Forsvarsadvokat svarer igen
Advokat Vilhelm Dickmeiss argumenterede for sin klient, der nægter sig skyldig på alle punkter.
Forsvareren kritiserede anklageren for at blande tiltalerne sammen i en personlig vurdering frem for at vurdere hvert forhold for sig.
– Det er en rum tid siden, og det er meget voldsomt og belastende at have sådan en mistanke over sig så længe, siger forsvareren.
Vilhelm Dickmeiss argumenterer for, at alene den lange sagsbehandlingstid bør medføre en frifindelse i de tre første forhold, der går tilbage til 2019. Bliver hans klient alligevel kendt skyldig, må konsekvensen være en betinget dom, mener han.
Når det er sagt, mener forsvareren ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden. Man kan på ingen måde lægge til grund, at den tiltalte har begået bedrageri med et kreditkort, mener han.
Vilhelm Dickmeiss mente i øvrigt, at den omtalte ferieferie er refunderet, fordi den daværende kommunaldirektør fandt det berettiget, efter kommunen aflyste en ferie. Søsterens rejse kan være et udtryk for en misforståelse, og tvivlen må komme tiltalte til gode.
– Der er ikke noget bevis for, at (tiltaltes navn) har sat det her i gang.
I spørgsmålet om udbuddet, der kom søsterens firma til gode, bemærker forsvareren:
– Formålet var at sikre en god og holdbar aftale for kommunen, også selvom han måske ikke gjorde helt, som udbudsreglerne siger. Vi har også hørt fra vidner, at det ikke var helt usædvanligt, siger Vilhelm Dickmeiss.
– Det var hans opgave at sikre de bedst mulige aftaler for kommunen, og det lykkedes. Han har ikke foretaget et misbrug eller mandatsvig eller andet. Han har sikret, hvad der skulle til, i forhold til at opgaven blev løst, og ingen har klaget over det her, påpeger Vilhelm Dickmeiss.
– Og man kan ikke undgå i en lille by som Nuuk, at der er interessekonflikter, tilføjer han.
Som sædvanlig har den tiltalte mulighed for at få det sidste ord i sagen. Han har dog ikke yderligere at sige.
Sagen optages til dom. Der kan gå noget tid, før der kommer en dom, varsler kredsdommeren. Måske op til 14 dage, siger hun.