Ane Lone Bagger: Amerikanere undersøger muligheden for at investere
Medlem af Naalakkersuisut for blandt andet udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger bekræfter, at amerikanerne er ved at undersøge muligheder i de tre kommende lufthavne i forbindelse med planerne om forsvarsinvesteringer i Grønland, men ellers er der intet konkret på dagsordenen.
Grønland og Danmark får gode råd med på vejen, især fra militæranalytikere og forskere, når det gælder militarisering i Arktis samt mulig militær optrapning i netop Grønland som konsekvens af amerikanernes planer om forsvarsinvesteringer i landet.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Men selvom der nu er gået mere end et år, siden den amerikanske viceforsvarsminister, John Rood skrev en hensigtserklæring om netop amerikanske investeringer i Grønlands infrastruktur, er der til dags dato intet konkret om, hvordan amerikanerne vil realisere hensigtserklæringen. Det bekræfter naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S).
Ane Lone Bagger oplyser overfor Sermitsiaq, at amerikanerne er ved at undersøge investeringsmuligheder:
– Vi ved, at amerikanerne er i gang med at undersøge muligheder, herunder også i de kommende nye lufthavne, men vi har til dags dato ikke fået konkret henvendelse om realiseringen af den amerikanske hensigtserklæring, understreger naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, som derfor heller ikke vil forholde sig til forlydenderne om en dual-use lufthavn ved Qaqortoq.