Anbefaling: Tættere samarbejde mellem rejsehold for voksne og børn
En erfaringsopsamling, der sætter fokus på rejsehold, der behandler voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen anbefaler tættere samarbejde med rejseholdet for børn.
Der bør være et tættere samarbejde og mere koordinering mellem det rejsehold, der tilbyder behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og med det rejsehold, der tilbyder behandling til børn med senfølger.
Sådan lyder en anbefaling, der kommer fra en erfaringsopsamling om rejsehold, der tilbyder terapeutisk behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
Ifølge erfaringsopsamlingen ”Rejseholdets behandlingsarbejde mellem 2013-2020” har rejseholdet behandlet i alt 654 voksne med senfølger i 13 byer og bygder.
Det videre arbejde med behandlingstilbud fordrer et tættere samarbejde mellem voksen- og børnerejseholdet, da voksne med senfølgers børn ofte er mere udsat.
- Det er dog væsentligt at pointere, at de voksne klienter med senfølger ofte har bekymringsbørn, som er i risiko for omsorgssvigt og/eller seksuelle overgreb. Det anbefales derfor, at Rejseholdet for voksne med senfølger koordineres tættere med Børnerejseholdets indsats, lyder det i rapporten.
Børn sekundær målgruppe
Indtil videre er det kun Rejseholdet, der behandler voksne, der har udarbejdet en erfaringsopsamling og dokumenteret arbejdet.
Det anbefales på det kraftigste, at en erfaringsopsamling og dokumentering på Børnerejseholdets arbejde også iværksættes.
Rejseholdet for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb har voksne som primære målgruppe. Men voksne med senfølgers børn og pårørende kommer som sekundære målgruppe i behandlingsarbejdet.
Omorganisering nødvendig
En psykolog, der behandler voksne med senfølger fortæller ifølge rapporten, at der ofte er bekymringsbørn tilknyttet klienter af rejseholdet. Og at børnene udviser bekymrende og misbrugende adfærd i tidlig alder:
- For eksempel at disse børn, som er i slutningen af teenagealderen, er gået i gang med misbrug selv, har parforholdsproblemer med kærester og indimellem selvmordstruet adfærd. Det er en meget stor mundfuld for vores klientel, og selvom de har gjort store fremskridt personligt, har de ikke de fornødne forældreressourcer, der skal til for at tackle og rumme disse store hjemmeboende børn, citeres en psykolog i rejseholdet i rapporten.
Den Centrale Rådgivningsenhed, hvor rejseholdene er forankret, oplyser, at nye projektbeskrivelser for de to rejsehold allerede er påbegyndt efter rapportens anbefalinger. En omorganisering, hvor der er større fokus på koordinering er nødvendig, så de såkaldte bekymringsbørn kan henvises hurtigere til børnerejseholdet med henblik på behandling.
Rapporten viser yderligere, at voksne med senfølgers relation til deres børn er forbedret efter behandling. Således vurderer behandlerne, at 44 procent af klienterne har et styrket relation til deres børn i meget høj grad eller i høj grad efter behandling.