USA
Amerikansk politi stopper demonstranter med gummikugler
En demonstration mod Donald Trump i byen Portland blev mødt af gummikugler fra det lokale politi
Det er langtfra alle amerikanere, der har taget godt imod Donald Trump som USA's kommende præsident.
Læs: Trump: Jeg lover at være præsident for alle amerikanere
Flere byer
Siden den 70-årige milliardær besejrede Demokraternes Hillary Clinton på valgdagen i tirsdags, har demonstranter været på gaden i flere byer rundt omkring i landet.
Torsdag aften lokal tid gik det helt galt i Portland, der ligger i delstaten Oregon.
Politiet brugte blandt andet gummikugler for at stoppe de af demonstranterne, der ikke fulgte politiets ordrer. Det bekræfter Portland Police på Twitter.
Læs: Clinton: Giv Trump chancen for at lede
Hærværk
Ifølge politiet begik demonstranterne gentagne gange hærværk og kastede ting mod politiet. Den amerikanske nyhedsside oregonlive.com skriver desuden, at demonstranterne brændte biler af.
26 anholdt
26 personer blev anholdt under urolighederne.
På Twitter ærgrede Donald Trump sig torsdag over, at demonstranterne var gået på gaden på foranledning af medierne.
Men fredag morgen var tonen en anelse anderledes.
- Elsker det faktum, at små grupper af mennesker er passionerede omkring vores land. Vi kommer til at stå sammen og være stolte, skrev den kommende præsident.
Oregonlive.com vurderer, at der var op imod 4.000 personer, der deltog i demonstrationen.
/ritzau/