Aleqa: Sprogforslag er helt naturligt
Der er intet odiøst i at kræve, at Inatsisartuts medlemmer skal tale grønlandsk fra talerstolen, mener Siumuts partiformand.

Siumuts partiformand Aleqa Hammond tager nu til genmæle i sprogdebatten.
– Siumut mener, at det er helt naturligt, at man i landets lovgivende forsamling bruger det officielle sprog som vigtigste værktøj, og at debatterne kører på et sprog, som befolkningen kan forstå, skriver Aleqa Hammond i en pressemeddelelse.
– Dette er en naturlig fremgangsmåde som praktiseres i alle andre lande og det er der intet odiøst i, mener partiformanden.
Aleqa Hammond påpeger, at brugen af et lands officielle sprog er et 'samlingspunkt for alle, uanset etnisk baggrund.'
Det vil tilmed motivere den ikke-grønlandsk talende del af befolkningen til at lære sproget, mener hun:
– Her kan alle blive valgt ind efter vores demokratiske principper, og det, der er vores fælles redskab, er det grønlandske officielle sprog. Dette i sig selv vil motivere flere til at bruge dette eftersom det bliver et vigtigt redskab i det grønlandske samfund, i større grad end det har været tilfældet tidligere, anfører Aleqa Hammond.