Forsvarsminister om samarbejde med USA: Vi er da helst fri for diskussionen om territorielle interesser
Forsvarsminister Jeppe Bruus besøgte Nuuk onsdag, hvor han blandt andet fortalte om, hvordan han ser det aktuelle samarbejde med USA i lyset af Donald Trumps krav på Grønland samt forholdt sig til kritik af den danske indsats på forsvarsområdet.
Forsvarsminister Jeppe Bruus under besøget hos den danske militærindsats i Nuuk. Her ses ministeren under en øvelse i Antenneparken i udkanten af Nuuk.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister Jeppe Bruus og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Múte B. Egede (IA) besøgte onsdag værnepligtige i Nuuk.
Besøget kom efter, at der igen har været kritik af den danske indsats på forsvarsområdet i Grønland. Eksempelvis har DR for nylig kunnet fortælle, at skibet Hvidbjørnen har måttet aflyse en mission til Grønland på grund af mandskabsmangel.
Forsvarsministeren siger i et interview til Sermitsiaq, at han er tilfreds med indsatsen, og at Danmark er mere til stede end nogensinde før:
– Jeg er meget tilfreds, med den indsats Danmark leverer i Grønland lige nu, og det med Hvidbjørnen handler også om, at der skal uddannes endnu flere, så vi kan få større tilstedeværelse. Når Hvidbjørnen ikke er her, så er det ikke, fordi den efterlader et hul. Det bliver fyldt ud af noget andet, både i forhold til andre skibe, fly, helikopter og så videre, siger Jeppe Bruus og fortsætter:
– Vi har aldrig været så meget til stede i forhold til at beskytte hele kongeriget inklusiv Grønland.
Danmarks indsats på forsvarsområdet i Grønland får betydelig politisk og offentlig opmærksomhed, efter USA's præsident Donald Trump har brugt argumenter om sikkerhed til at underbygge sit synspunkt om, at USA bør eje og kontrollere Grønland.
Spørgsmål: Hvordan er samarbejdsklimaet med USA på forsvarsområdet lige nu?
– På den ene side er der faktisk et samarbejde, hvor vi indgår i fælles øvelser og så videre, men det er klart, at vi har klart afvist, det ønske, der har været fra USA om at opnå kontrol med Grønland. Det har vi gjort i fællesskab, og på den måde arbejder vi tæt inden for kongeriget i forhold til at finde ud af, hvordan kommer vi videre herfra i fællesskab, siger Jeppe Bruus og fortsætter:
– Vi har et meget tæt samarbejde med amerikanerne. De er en vigtig del af sikkerheden i hele det arktiske område, men det er klart, at vi er da helst fri for, at der kørte en diskussion om territorielle interesser.
Spørgsmål: Tror du USA ser positivt på den danske forsvarsindsats i Grønland, når et skib må aflyse sin sejlads på grund af mandskabsmangel?
– Hvis man fokuserer på det skib alene, misser man det fulde billede. Vi er meget mere til stede, og det tror jeg også amerikanerne anerkender. Vi investerer meget mere, og vi fylder meget mere, og vi har øget vores indsats med 40 procent i det arktiske område herunder i Grønland. Det fulde billede er, at vi er mere til stede, siger Jeppe Bruus.