Aleqa genopstiller til Folketinget

Nunatta Qitornai melder sig nu for alvor ind i kampen om det ene af de to grønlandske folketingsmandater. Partiet opstiller Aleqa Hammond som spidskandidat.

Offentliggjort

Nunatta Qitornai opstiller Aleqa Hammond til det kommende valg til Folketinget.

- Arbejdet for selvstændighed skal have en markant stemme i Folketinget, og Aleqa Hammond leverer en overbevisende og synlig figur i Folketinget. Derfor fortjener hun at blive bakket om hendes gode arbejde og flotte resultater, skriver partiformand Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelelse.

Partiet vil ikke på forhånd lægge sig fast på, om det vil støtte rød eller blå blok efter valget.

- Partiet vil ikke på forhånd udpege samarbejdspartnere eller kandidater til statsministerposten. Det må bero på vilje til samarbejde og imødekomme Grønlands ønsker og krav.

I den indeværende valgperiode havde Venstre i første omgang sikret sig formandsposten i grønlandsudvalget. Det lykkedes dog Aleqa Hammond at overtage posten ved indgå en aftale om ikke at vælte regeringen.

- Nunatta Qitornai er forberedt på at samarbejde bredt til højre og venstre, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Skulle Aleqa Hammond blive valgt, så agter hun at beholde sit mandat i Inatsisartut.

- Nunatta Qitornai ser Aleqa Hammonds mandat i Folketinget og Inatsisartut som en fordel på grund af hendes erfaring og rutine, og at hun formår at sætte dagsorden og skaffe nødvendig indflydelse til gavn for Grønland. Dette kan kun lade sig gøre, at Aleqa Hammond har stor indsigt og forstår opgavernes omfang og betydning, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Ved folketingsvalget i 2015 blev Aleqa Hammond valgets klare topscorer med 3.759 stemmer. Dermed lå hun langt foran Siumuts nummer to, Jens-Erik Kierkegaard, der måtte nøjes med 1.467 stemmer. Ved det seneste valg til Inatsisartut havde hun dog mistet størsteparten af sit vælgertække og måtte nøjes med 171 stemmer.

Hun har derfor behov for at genvinde sin tidligere popularitet, hvis hun vil fravriste Siumut eller IA det ene folketingsmandat.

Nunatta Qitornai har planer om at opstille yderligere to kandidater.

Senest opdateret klokken 6.30.

Powered by Labrador CMS