Alcoa-projektet vil hjælpe Grønland

På Joint Committee-mødet i Washington var der bred enighed om at Alcoa-projektet er det mest succesfulde resultat af samarbejdet.

Aluminiumsgiganten fremstiller sig selv som en miljøbevidst virksomhed.
Offentliggjort

Da det 5. Joint Committee møde åbnede onsdag morgen i Washington, var der bred enighed om, at Alcoa-projektet vil bidrage til den grønlandske politik mod øget økonomisk selvbærenhed.

Hele samfundet og den grønlandske befolkning får glæde af det, sagde direktør Kenneth Wisnoski fra Alcoa Global Primary Products i New York. Alcoa er ikke bare et multinationalt selskab, som kommer til Grønland og trækker overskuddet ud af landet uden af efterlade noget, sagde han.

Projektet betyder omkring 600 arbejdspladser på selve smelteværket men samtidig mellem 1200 og 1800 afledte arbejdspladser ude i samfundet, påpegede Wisnoski og tilføjede, at hele projektet vil betyde nye investeringer i veje, skoler, hospitaler med videre til gavn for den grønlandske befolkning.

Ambassadør James P. Cain, der er leder af den amerikanske delegation, understregede, at Grønland ikke kan få en bedre samarbejdspartner end Alcoa. Også den danske delegationsleder udenrigsråd og ambassadør Michael Zilmer-Johns mener, at Alcoa-projektet vil gavne Grønland.

Brenda Pierce fra US Geological Survey præsenterede de enorme mængder af olie og gas, som findes ud fra Nordøstgrønland.

Analysen viste den store interesse, der er i USA for olie- og gasforekomsterne i Grønland. Brenda Pierce påpegede, at geologisk set kender man undergrunden og ved hvilke muligheder der er, næste skridt er at bore efter olie og gas, sagde hun på mødet.

På mødet lagde landsstyremedlem Aleqa Hammond vægt på vigtigheden af, at der etableres stipendier for grønlandske studerende i USA.

- I denne tid med øget globalisering har vi brug for folk i Grønland med internationale perspektiver, sagde hun, da Joint Committee mødet startede i dag.

Powered by Labrador CMS