Alarm fra havbiologer: Narhval-bestande i Østgrønland tæt på at blive udryddet
I løbet af få år vil narhvalerne i Sydøstgrønland være udryddet, hvis jagten fortsætter, mener eksperter i Nammco. Trods biologernes anbefalinger om stop for fangst har Naalakkersuisut tildelt fangerne kvoter på 50 dyr næste år.
Hvis fangsten fortsætter, er narhvalerne i Sydøstgrønland med stor sandsynlighed udryddet, inden der er gået 10 år.
Det påviser en arbejdsgruppe om narhvaler i Østgrønland i en rapport, der netop er offentliggjort af Den Nordatlantiske Havpattedyrskommission, Nammco. Det er Nammco, der rådgiver Grønland omkring kvoter, skriver avisen Sermitsiaq.
- Det er første gang, at en arbejdsgruppe under Nammco vurderer, at det er sandsynligt, at en bestand af havpattedyr vil blive udryddet i løbet af ganske få år, hvis fangsten fortsætter. Det siger afdelingschef Fernando Ugarte fra Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut til Sermitsiaq.
Arbejdsgruppen består af havbiologer, det vil sige forskere fra Grønland, Danmark, Island, Færøerne, Canada og USA.
Grønlands Naturinstitut er repræsenteret med Fernando Ugarte, Mads Peter Heide Jørgensen, Rikke Guldborg Hansen, Eva Garde, Marie Louis, Lars Witting og Manh Cuong Ngo.
Jagten driver ifølge arbejdsgruppen narhvalerne mod udryddelse.
Forskere i Nammcos videnskabelige komite, der ligeledes er havbiologer, har siden 2019 anbefalet Naalakkersuisut fangstkvoter på nul, det vil sige et totalt fangststop, fordi de tre bestande i Sydøstgrønland er så alarmerende små.
Men Naalakkersuisut har siden 2019 valgt at se bort fra rådgivningen i fjordene fra Tasiilaq i syd til Ittoqqortoormiit i Nord.
Læs hele historien i denne uges udgave af Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: