Aki-Matilda kritiserer Aaja: Misbrug af børn er ikke vores kultur
Aki-Matilda Høegh-Dam erklærer sig dog fortsat villig til at arbejde tæt sammen i kampen mod seksuelle overgreb
En udtalelse om overgreb på børn fra Aaja Chemnitz Larsen (IA) er faldet Aki-Matilda Høegh-Dam (S) for brystet.
Udtalelsen faldt i et interview med TV2.
- Jeg tror, det er en del af kulturen, desværre. Og jeg tror derfor, at det er meget vigtigt at få slået meget hårdt ned på det, sagde Aaja Chemnitz Larsen (IA) blandt andet til TV2.
Men et er Aki-Matilda Høegh-Dam (S) lodret uenig i.
- Selvom begge vores holdninger vedrørende Grønland kan have meget tilfælles, så nytter det ikke noget at vi generaliserer hele vores befolkning især når der er så mange der netop bekæmper disse problemer, siger hun i en pressemeddelelse.
- Ifølge de teorier og den videnskab der ligger til grund for postkoloniale lande, er noget af det vigtigste at skabe selvværd for befolkningen – ikke at nedbryde den med forkerte udsagn. Det løser ikke problemet, det kan desværre forringe det.
- Faktisk har vi i landet brug for at tage direkte udgangspunkt i vores kultur for at ændre disse problemer.
Befolkningen skal inddrages
Men selvom Aki-Matilda Høegh-Dam (S) er dybt uenig i udtalelsen om kulturen, så er hun fortsat klar til at samarbejde tæt om at bekæmpe selve problemet. Og her mener hun, at det er helt centralt at få befolkningen med.
- Vi skal motivere i stedet for at demotivere. Vi laver radikale ændringer ved at tage udgangspunkt i folket der hvor de bor. Vi skal inddrage beboerne for at bekæmpe de problemer de selv står med. Vi skal give ansvaret, og fortælle dem at de kan. Ellers bliver bekæmpelsen aldrig vedvarende, hvis ikke vi tager befolkningen med i processen.
INUA viser vejen
Konkret peger hun på de initiativer, som INUA/Røde Kors har sat i gang rundt omkring i landet, som en model for, hvordan løsninger kan findes lokalt.
- Ved brug af psykisk førstehjælp, bekæmpelse af alkoholmisbrug, og 7 principper til at motivere folk, Initiativer som bliver taget rigtigt godt imod af befolkningen i de enkelte bosteder. Start fede initiativer men lad befolkningen selv stå for det.
Aki-Matilda Høegh-Dam (S) er parat til at samarbejde Naalakkersuisut, Inatsisartut, Aaja Chemnitz Larsen (IA), kommunerne, frivillige, psykologer og organisationer om at finde fælles løsninger.
- Det nytter ikke vi kommer med hver vores løsninger, det nytter ikke vi demotiverer befolkningen. Jeg er sikker på vi kan finde en fællesløsning, så lad os starte det brede samarbejde. Ikke kun i dag, men et vedvarende tiltag som også kan mærkes om 10 år og altid indtil selvmord og børnemisbrug når til 0%.